standard billede til web 88

Norsk landstræner udtager 45-årig klubløs legende

Håndboldsep. 02 , 9:01
Tre nye navne får chancen såvel som en arbejdsløs veteran.
Truppen for Norges håndboldkvinder er blevet udtaget, og landstræner Ole Gustav Gjekstad har sat sin lid til en blanding af rutine og spirende talent.
Til turneringen i Tjekkiet mod værtsnationen, Tyrkiet og Kroatien, stiller han med en trup, der i høj grad bygger på velkendte navne fra de stærkeste klubber i Europa.
Klubber som Team Esbjerg, Odense HK, Györi Audi ETO og Ikast Håndbold er repræsenteret, og mange af spillerne har erfaring fra store slutrunder.
På målvogterposten er der dog en lidt speciel situation, da man her finder 45-årige Katrine Lunde, som har stået uden klub siden hendes korte kontrakt med Odense udløb efter sidste sæson.
Hun er stadig en del af landsholdet, og Gjekstad ser ingen problemer i, at hun ikke spiller faste kampe i øjeblikket.
En afklaring på vej
Katrine Lunde var én af de mange spillere, hvis arbejdsmæssige situation blev påvirket, da Vipers Kristiansand gik konkurs.
Derfor skrev hun en kort kontrakt med Odense, der gjaldt sæsonen ud.
I Odense manglede man desuden en spiller på posten, da Althea Reinhardt var blevet skadet under EM i december.
På trods af manglende klub fortsætter Lunde altså nu i landsholdssammenhæng.
Landstræneren kalder hende en vigtig figur, og han understreger, at hendes træningsindsats holder hende på det nødvendige niveau.
Nu kan hun desuden se frem til at få noget kamptræning i forbindelse med testkampene i Tjekkiet.
Det bliver den første af tre samlinger frem mod VM i Tyskland og Holland i november og december.
Netop derfor lægger Gjekstad vægt på at have en kendt trup på plads, så relationer og systemer kan blive genopfrisket.
Han har dog også åbnet døren for nye kræfter, der skal prøves af.
Tre debutanter banker på
Henriette Espetvedt Eggen fra Tertnes, Selma Henriksen fra Sola og Mina Hesselberg fra Rapid București kan alle få deres debut på landsholdet.
Gjekstad vurderer, at Eggen har potentiale til at udvikle sig til en international topspiller, og interessen fra udenlandske klubber er allerede mærkbar.
Henriksen kommer for alvor til at få international erfaring i Champions League med Sola efter også tidligere at have spillet europæiske kampe for Fredrikstad.
Hesselberg var med til at vinde Champions League to gange for Vipers sammen med Katrine Lunde.
Efter klubbens konkurs spillede hun sæsonen færdig hos Larvik, og nu er hun så skiftet til den rumænske klub, Rapid Bucuresti.
De tre nye navne skal føje frisk energi til en trup, der ellers er båret af profiler som Henny Reistad, Veronica Kristiansen og Stine Skogrand.
Hvornår der er nyt om Katrine Lundes fremtid, er endnu uvist, men ifølge NRK skulle det være snart.
Mest læste