Anna Grundtvig fik en debut, hun sent vil glemme, da hun torsdag var med til at sikre Danmarks 29-26-sejr over Norge i Golden League.
Den 29-årige venstrefløj fra Odense Håndbold imponerede stort og blev med seks mål på syv forsøg kåret til kampens spiller.
Forud for kampen kunne Grundtvig mærke spændingen i kroppen, men da startfløjtet lød, forsvandt nervøsiteten, og hun kom flyvende fra start.
"Det er altid dejligt at score på sit første forsøg og lige få sat den ind. Det giver selvtillid til resten af kampen, så det var bare dejligt," sagde hun til TV 2 Sport.
Selvom hun hurtigt fandt ro i kampen, var det stadig en særlig oplevelse at trække i den røde trøje for første gang.
"Jeg prøver at tænke på, at det er de samme 20x40 meter, der er i alle haller. Det er lige meget, om det har heddet Ajax, Odense eller nu her på landsholdet," sagde hun og understregede, at hun følte sig udtaget af en grund.
Ros fra landstræneren
I Jesper Jensens fravær var det assistenttræner
Lars Jørgensen, der stod for at anerkende debutanterne efter kampen.
Han havde forberedt personlige taler til de syv spillere, der fik debut mod Norge.
"Når man får lov til at komme med på et landshold, hvilket er de færreste forundt, så kræver det også, at dem, der skal snakke til spillerne, har forberedt sig og mener det af hjertet," forklarede han.
Overvejede at stoppe karrieren
Grundtvigs vej til landsholdet har ikke været uden bump.
For blot to år siden overvejede hun at stoppe karrieren, men skiftet til Odense Håndbold i 2024 blev et vendepunkt.
"Det er mega kontrastfuldt pludselig at gå fra den ene yderlighed til den anden. Jeg har bare været utrolig heldig, at det hele lige er faldet på plads på det rette tidspunkt," sagde hun.
Trods succesen i debuten tager Grundtvig én kamp ad gangen og tør ikke drømme for stort endnu.
"Lige nu tager jeg det en dag ad gangen og er megaglad for min debut. Jeg glæder mig også meget til de kommende to kampe, og så tager jeg den derfra," sagde hun om muligheden for en slutrundedebut ved VM i november.
De danske håndboldkvinder spiller igen lørdag, hvor de møder Holland i Golden League.