Han har forvandlet holdet til en titelaspirant. Alligevel er hans navn sjældent nævnt. Det vækker vrede i klubtoppen.
I håndboldverdenen er det normalt, at stjernespillere som Mathias Gidsel stjæler overskrifterne.
Men i Berlin raser sportsdirektør Stefan Kretzschmar nu over, at manden bag succesen i Füchse Berlin – cheftræner Jaron Siewert – bliver overset i både presse og faglige diskussioner.
Kretzschmar udtrykker sin frustration i et interview med mediet Dyn, hvor han ikke lægger fingrene imellem.
- Der bliver simpelthen ikke talt om ham. I hverken tyske eller internationale håndboldkredse nævnes han, og det er helt urimeligt, siger han.
Siewert, som i 2020 blev Bundesligaens yngste cheftræner nogensinde i en alder blot 26 år, har siden stået i spidsen for en imponerende udvikling.
Under hans ledelse har Füchse Berlin etableret sig som både Bundesliga-topklub og seriøs udfordrer i Champions League.
Siewerts karriere har dybe rødder i den tyske hovedstad.
Født i Berlin og med en fortid som ungdomsspiller i Reinickendorfer Füchse, debuterede han allerede som A-junior i EHF Champions League.
Men en tidlig beslutning om at lægge spillerkarrieren på hylden og gå trænervejen førte ham til TUSEM Essen og senere tilbage til Berlin – denne gang som cheftræner for klubbens førstehold.
Siden har resultaterne talt for sig selv.
Füchse Berlin ligger i øjeblikket nummer ét i Bundesligaen og har kurs mod klubbens første mesterskab nogensinde.
I Champions League er klubben blandt de sidste 16 og kæmper om en plads i kvartfinalen.
Kretzschmar fremhæver, at det netop er den slags stabile toppræstationer, der burde kaste anerkendelse af sig.
"Han er fremragende. Rigtig, rigtig god. Og det provokerer mig, at han ikke bliver set,” siger sportsdirektøren.
Det er ikke svært at forstå, hvorfor navne som Mathias Gidsel dominerer nyhedsbilledet.
Den danske verdensstjerne har været instrumental i klubbens europæiske fremgang, og hans præstationer på banen taler for sig selv.
Men bag Gidsels klasse og effektivitet ligger en taktisk struktur og et lederskab, der bærer Siewerts klare signatur.
Han er kendt som en dygtig kommunikatør, stærk til spillerudvikling og modig i sine taktiske beslutninger.
Siewert kan med denne sæson endelig bryde lydmuren og få den anerkendelse, der længe har manglet, og ifølge sportsdirektøren Kretzschmar er det på høje tid.