Nikolaj Markussen + Nikolaj Jacobsen

Tidligere dansk verdensmester indstiller håndboldkarrieren

Håndboldnov. 07 , 12:07
Nikolaj Markussen har spillet 67 landskampe, vundet EM og VM og optrådt for flere storklubber. Nu sætter han punktum for en lang håndboldkarriere.
En markant profil i dansk håndbold siger farvel til topniveauet.
Den tidligere landsholdsspiller Nikolaj Markussen har meddelt, at han stopper karrieren efter denne sæson.
Det skriver han i et opslag på Instagram.
- Efter 20 sæsoner på topplan har jeg besluttet at indstille min håndboldkarriere. Det betyder et farvel til livet med harpiks på fingrene, taktikmøder, busture og daglige bade med kollegaerne, skriver Markussen.
Den 212 centimeter høje venstre back udtrykker stor taknemmelighed over sin karriere og de oplevelser, den har bragt med sig.
En karriere med højder og hæder
Markussen har spillet for flere store klubber i både Danmark og udlandet.
Han har haft ophold i blandt andet Spanien, Qatar og Ungarn, og i Danmark har han senest optrådt for TTH Holstebro.
- Havde du spurgt den lange dreng fra Helsinge, om han en dag ville spille i nogle af Europas største klubber, trække den rød-hvide trøje over hovedet 67 gange, deltage ved OL, vinde EM og VM samt tage et dansk mesterskab med BSH, så havde han nok grint og sagt: 'Arh, slap nu af'. Men det skete.
Markussen var blandt andet en del af det danske landshold, der vandt VM-guld i 2019 og EM-guld i 2012.
Hans fysik og skudkraft har gennem årene gjort ham til en markant spiller både nationalt og internationalt.
Et livsvalg – og kærligheden
Ud over de sportslige meritter fremhæver Markussen også, hvordan håndbolden har haft stor betydning for hans privatliv.
- Havde det ikke været for håndbolden, var jeg aldrig rejst til Silkeborg den sommer i 2008 for at træne op mod U20 EM. Og så havde jeg heller aldrig mødt mit livs kærlighed. Kvinden som i dag er mor til vores to børn og ankeret i mit liv.
Markussen afslutter sin aktive karriere i TTH Holstebro, men har endnu ikke offentliggjort, hvad fremtiden byder på uden for banen.
Mest læste

Loading