Efter en lang og flot karriere har venstrefløjen
Freja Cohrt besluttet at indstille sin professionelle håndboldkarriere.
Det sker efter to år i
København Håndbold og adskillige sæsoner i toppen af dansk håndbold – samt med erfaring fra både Champions League og det danske landshold i bagagen.
Det er en spiller med fart, vilje og personlighed, der nu takker af.
Særlig denne sæson har været præget af skader, der har holdt den lynhurtige fløjspiller alt for meget på sidelinjen.
Priviligeret
Netop det har fået hende til at reflektere over livet udenfor håndboldbanen og truffet beslutningen om at stoppe, mens hun stadig selv kan vælge tidspunktet.
- Jeg er utrolig glad og taknemlig for den karriere, jeg har haft, siger hun i en pressemeddelelse.
- Jeg føler mig meget privilegeret over at have haft en lang, professionel karriere, hvor jeg har fået nogle kæmpe oplevelser med mesterskaber, Champions League og landsholdet. Det gør, at jeg har opnået en stor del af det, jeg drømte om, da det hele startede.
Freja Cohrt kom til København Håndbold efter flere år i blandt andet Odense Håndbold og Silkeborg Voel.
Gennem hele sin karriere har hun været kendt for sin eksplosive fart, sin urokkelige arbejdsmoral og ikke mindst sin positive udstråling.
"Speedy Gonzales"
Noget der ikke er gået ubemærket hen hos dem, der har arbejdet tæt sammen med hende.
- Freja har altid gjort mig så glad, når hun spillede – hendes udstråling og glæde til bolden har altid skinnet igennem, siger Louise Svalastog, direktør i København Håndbold.
- Hver gang Freja løb en kontra, gav det mig et smil på læben – hun er jo vores egen Speedy Gonzales.
Det er netop denne energi, fart og fightervilje, som mange vil huske hende for.
Men bag spillet på banen gemmer sig også en holdkammerat, der har bidraget til fællesskabet og holdånden, også når hun ikke selv kunne spille.
Med sin afsked sætter Freja punktum for et kapitel, men åbner døren til nye veje.
- Jeg er kommet frem til, at det nu er tid til at bruge mine kræfter på mine andre interesser ud over håndbolden, fortæller hun, og understreger, at hun glæder sig til at slutte ordentligt af i København.