En af de store kampe ved VM i håndbold for herrer i Jyske Bank Boxen er at få langet færre bøffer og grønnere alternativer over disken til de mange tilskuere og gæster, som i disse dage valfarter til de mange VM-kampe på hjemmebane.
Der er både guld og grønne skove på agendaen i Herning under VM i håndbold.
Udover de sportslige ambitioner er der også de grønne ambitioner, som kommer til udtryk gennem konkrete initiativer, der spænder fra mad uden rødt kød, affaldssortering og pantindsamling til bæredygtig transport.
Som en del af indsatsen har DanskHåndbold udarbejdet en mini-guide, der opfordrer de mange tusinde tilskuere til at tage ansvar og være med til at gøre mesterskabet lidt grønnere.
"Når vi støtter en begivenhed som håndbold-VM, stiller vi krav til arrangørerne om at arbejde aktivt med grøn omstilling. Det handler om at bruge sporten som en platform til at inspirere til ansvarlig adfærd – både hos forbundene og hos de mange fans," siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.
Sport Event Denmarks grønne minimumskrav indebærer, at alle støttemodtagere skal besvare spørgsmål om bæredygtighed i ansøgnings- og evalueringsprocessen.
For tilskud over 500.000 kr. stilles der således krav om at udpege en bæredygtighedsansvarlig i eventorganisationen, som har til opgave at sikre, at bæredygtighed løbende er på dagsordenen.
"Med de grønne minimumskrav tager vi et vigtigt skridt for at sikre, at grøn omstilling er en integreret del af alle de events, vi støtter. Det er en udvikling, vi håber at inspirere andre til også at tage op," uddyber Lars Lundov.
Og Ann Lykke Davidsen supplerer:
”Vi kan slet ikke gøre det alene. Når vi afvikler slutrunder i Danmark, er det altid med vigtig støtte fra både værtsby og Sport Event Denmark. Derfor er det en indsats, som også bliver drevet af flere gode partnere og især igennem vores gode samarbejde med MCH og Jyske Bank Boxen som arena.”
Nogle af de konkrete initiativer ved VM’er er de Grønne Menuer, hvor backstage-forplejningen byder på grønne alternativer med mindre rødt kød og fokus på bælgfrugter, kylling og fisk.
Også affaldssortering og pantindsamling er et fokusområde. Alle gæster opfordres til at rydde op efter sig selv og sortere deres affald korrekt i hallen og backstage. Pant fra flasker og dåser doneres til Julemærkehjemmene.
Tilskuere opfordres til at tage toget eller koordinere samkørsel for at minimere CO₂-udledningen.
"De grønne valg behøver ikke være svære. Hvis vi alle tager små skridt – som at arrangere fælleskørsel, rydde op efter os selv eller vælge et grønnere måltid – kan vi gøre en stor forskel sammen," siger Ann Lykke Davidsen, chef for kommunikation, markedsføring og ansvarlighed i DanskHåndbold.
Et af de centrale mål ved VM i Herning er at skabe en stærkere kultur for affaldssortering blandt danske fans.
"Vi håber, at vi med denne indsats kan sætte en bevægelse i gang, hvor danske fans også bliver kendt for at tage ansvar – både ved at rydde op og sortere deres affald korrekt. Det kræver en kulturændring, men vi tror på, at vi kan skabe den," siger Ann Lykke Davidsen.
Håndbold-VM 2025 i Herning viser, at det er muligt at give bolden op til nye vaner og ændret fankultur – også selv om der er mange kampe endnu, der skal tages.
"Vi håber, at initiativerne her vil inspirere både tilskuere, arrangører og andre sportsbegivenheder til at tage ansvar og gøre en forskel. Det handler om meget mere end at spille håndbold – det handler om at sætte en positiv dagsorden, der rækker langt ud over banen og rammer alle danskere," afslutter Ann Lykke Davidsen.