Når de danske håndboldherrer løber på banen ved VM i januar, bliver det uden to af de største profiler, der nogensinde har båret den rød-hvide trøje.
Mikkel Hansen og Niklas Landin har gennem mere end et årti har været centrale figurer i Danmarks håndboldsucces.
De har nu begge trukket sig fra landsholdet, efter deres farvel ved OL i sommer.
Nu står landstræner Nikolaj Jacobsen over for en ny æra, men ambitionen forbliver den samme. Danmark går efter at vinde guldet.
"Det var egentlig fint nok at udtage en trup uden dem. Jeg har skulle vænne mig til det, for jeg havde vidst længe, at det var slut til sommer. Så den del har ikke været ny", sagde den danske landstræner på et pressemøde i Herning.
Nikolaj Jacobsen har tidligere udtaget trupper uden Mikkel Hansen og Niklas Landin, men det er første gang, det sker i forbindelse med en slutrunde.
Han erkender, at de to profiler har haft stor betydning på landsholdet, både hvad angår erfaring og lederskab, og at deres fravær efterlader et tomrum, som skal fyldes ud.
I november samlede landstræneren sit hold og her blev fundamentet lagt for den nye æra uden de to stjerner.
Det var Jacobsens vurdering, at samlingen skabte en god overgang til et hold, hvor det ikoniske pandebånd og den levende mur ikke længere er en del af billedet.
Som en del af forberedelserne blev der gjort en indsats for at hjælpe de yngre spillere med at opbygge erfaring.
Disse spillere blev organiseret i grupper sammen med mere erfarne holdkammerater for at sikre, at de får støtte og vejledning.
Jacobsen har tillid til, at holdets fælles glæde ved spillet vil kunne kompensere for det tab, som fraværet af de tidligere nøglespillere medfører.
For de 19 spillere i VM-truppen er der også skabt plads til, at de kan udtrykke sig og tage ansvar. Der er en opfordring til, at de træder frem og deler deres tanker og idéer, som en del af det nye fællesskab på holdet.
På det "nye" landshold vil der være masser af plads til, at spillerne kan komme til orde, understreger træneren med et smil.
"Der bliver en masse taletid tilovers, når Mikkel ikke er der. Jeg skal også være ærlig og sige som træner, så glæder jeg mig til ikke at skulle høre hans stemme i mit ene øre hele tiden, mens jeg snakker.", sagde Nikolaj Jacobsen.
Når et hold siger farvel til to spillere, der har vundet både EM, OL og VM, medfører det uundgåeligt et tab af kvalitet i truppen. Alligevel vurderes det, at dette tab ikke ændrer på ambitionen, når VM fløjtes i gang den 14. januar i Herning.
Selvom fraværet af de to nøglespillere vil kunne mærkes, især i forhold til deres erfaring og lederskab, er der stadig stor tiltro til, at holdet har den nødvendige kvalitet til at gå efter guldet. Målet om at vinde VM står dermed fast, præcis som det ville have gjort, hvis de to tidligere stjerner stadig var med.
Landstræner Nikolaj Jacobsen har offentliggjort sin VM-trup, som blev præsenteret uden de store overraskelser. VM-truppen kan ses her.