Ydmyg Mathias Gidsel afslører: "Dét har haft den største betydning i mit liv"
Mathias Gidsel har i løbet af få år cementeret sig som en af verdens absolut største håndboldprofiler, og med sin anden kåring som verdens bedste spiller er han nu i eksklusivt selskab med navne som Niklas Landin, Mikkel Hansen og Nikola Karabatic.
Men bag det internationale gennembrud gemmer der sig en historie om usikkerhed, identitetssøgning og to fynske institutioner, der ændrede hans liv: Oure Efterskole og GOG.
På et pressemøde efter den prestigefyldte IHF-kåring delte Gidsel generøst ud af sin taknemmelighed – og det var ikke de storslåede arenaer eller guldmedaljer, der først blev nævnt.
Det var derimod Oure Efterskole, som han selv kalder et vendepunkt i sit liv.
- Det har haft den største betydning i mit liv at komme over som ung knægt, der var meget usikker uden helt at vide, hvor jeg skulle være henne i den her verden, forklarede han.
Fandt tryghed
På Oure fandt han ikke kun tryghed og retning, men også de menneskelige og sportslige redskaber, der siden har gjort ham til en global stjerne.
Det samme gælder GOG, hvor han fik sin første erfaring på seniorniveau og blev formet i et af dansk håndbolds stærkeste talentmiljøer.
Gidsel kalder sig selv et produkt af det talentarbejde, der er foregået netop dér – og hans ydmyge tilgang til egne præstationer understreger, hvor dybt han føler sig forbundet til de steder, der byggede fundamentet for hans karriere.
Okay at være meget væk
Men selvom både Oure og GOG får hæderlige nævnelser, glemmer Gidsel ikke dem, der har stået ved hans side uden for rampelyset. I en slags improviseret Oscar-takketale gjorde han det klart, at hans succes ikke kun handler om individuelle præstationer.
- Jeg ville tale om alle mulige andre end mig selv... mine to hold – Füchse Berlin og landsholdet... og min familie – dem jeg aldrig helt når at få takket, sagde han og fremhævede det livslange engagement, som sporten kræver.
For Gidsel handler anerkendelsen som verdens bedste ikke kun om trofæer og rekorder.
Det er også en form for bekræftelse på, at ofrene – timerne væk fra familien, de hårde træningspas og de personlige kampe – har været det hele værd. Som han selv udtrykker det:
- Det gør det lidt mere okay, at man er så meget væk.
