Juan Ayuso med klar melding om Tadej Pogacar og Tour de France

Foto: Dario Belingheri/Getty Images

Den unge UAE Team Emirates-profil Juan Ayuso har udtalt sig om Tadej Pogacar og Tour de France.

Den 21-årige Juan Ayuso har to gange markeret sig ved Vuelta a España, hvor han har kørt sig til to placeringer i top-4. I næste sæson får han endelig muligheden for at bevise sit værd på den største scene, da han skal køre Tour de France.

Selvom han er et stort talent, der flere gange har vist sig frem, så bliver han ikke kaptajn. Derimod er det en helt anden stjerne, der kommer til at indtage denne rolle hos UAE Team Emirates.

Det har Juan Ayuso afsløret i et interview med den spanske avis AS.

“Bare det at køre løbet bliver følelsesladet. Løbet i år bliver meget hårdt, der er to enkeltstarter og mange ting kan ske. Det er klart, at Tadej er kaptajn og nummer et på holdet. Vi så Jumbo, hvordan de kørte Vueltaen. Og vi skal forsøge forskellige tricks for at udnytte Tadej,” siger han.

Det bliver et hold bestående af flere store stjerner, som UAE Team Emirates stiller med. Ifølge Feltet.dk kommer det til at bestå af Ayuso og Pogacar, som får selskab af Joao Almeida, Adam Yates, Pavel Sivakov, Marc Soler, Tim Wellens og Nils Pollit.

Selvom det ikke er ham, der bliver kaptajn, har Ayuso alligevel tænkt sig at køre sine chancer. Derfor håber han også på, at han kan rejse hjem fra Frankrig med mindst én etapesejr i bagagen.

“Det ville være for vildt. Tadej er kaptajn, men jeg vil ikke give afkald på den mulighed, som løbet byder på. Jeg vil prøve at vinde en etape og, afhængig af hvad der sker, kæmpe for mine personlige mål i klassementet,” siger han.

“At løfte armene ville være en enorm følelse. Jeg ser med sund misundelse på Carlos (Rodríguez, red.), for jeg har altid været sammen med ham, og i år var han i stand til at opnå dette.”

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024