Mads Pedersen laver stor ændring

Foto: Stuart Franklin/Getty Images

Mads Pedersen tager et nyt værktøj i brug, så han i næste sæson kan konkurrere med de helt store profiler.

2023 har været et godt år for Mads Pedersen. Han har haft stor succes på landevejen, og har kørt sig til flere sejre og podieplaceringer. Derfor har han også bevist, at han er en cykelrytter, der hører til den absolutte elite.

På trods af dette, er der stadig et stykke vej til store profiler som Mathieu van der Poel, Wout van Aert og Tadej Pogacar. Det har den danske cykelstjerne selv indrømmet i et interview med Velo. Her slår han dog også fast, at han ikke vil kaste håndklædet i ringen.

“Jeg kan ikke sige præcis, hvad det er, jeg skal ændre for at opnå den sidste procentdel til at vinde. For at være helt ærlig, så er de her gutter bare større talenter end mig, men de er ikke uovervindelige,” siger han til Velo.

For at få en bedre chance for at konkurrere med disse rytter, har han valgt at tage et nyt værktøj i brug. Konkret har han besluttet at få tilknyttet en ernæringsekspert, der skal hjælpe ham med hans kost.

“Jeg har aldrig brugt en ernæringsekspert før. Jeg overlader arbejdet til dem, og så fortæller de mig, hvad jeg skal gøre, så jeg kan fokusere på det, jeg er god til,” fortæller han.

Hans plan for den kommende sæson er også helt klar. Lidl-Trek har nemlig allerede delt en liste over de løb, som han kommer til at køre i den kommende sæson.

Blandt andet er han blevet tilmeldt store monumenter som Flandern Rundt, Paris Roubaix og Milano-Sanremo. Hertil får han også travlt på Grand Tour-fronten, da han skal køre både Tour de France og Vuelta a España.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024