Mark O. Madsen og familien har truffet en stor beslutning, der betyder, at de forlader USA og vender hjem til Danmark. Er man fan af MMA og særligt UFC, er det ikke utænkeligt, at man har været en smule forvirret over, hvorfor danske Mark O. Madsen ikke har været i buret i år.
Nu har det vist sig, at der faktisk ligger en god grund bag - og det skyldes ikke, at han har været skadet eller har haft brug for en pause fra kampsporten.
Derimod er det af en helt anden årsag, som nu også betyder, at han og hans kone Maria samt deres børn flytter retur til Danmark. De har dog ikke helt revet teltpælene op endnu, da de først flytter tilbage til hjemlandet, når børnene er færdige i skolen.
I et opslag på Instagram fortæller Mark O. Madsen, at familien i en periode har kæmpet meget med Marias sklerose. Dette har nu medført, at de har truffet en beslutning om, at det er klogt at vende hjem til Danmark.
"Vi har i familien truffet en beslutning om at turen nu går til Danmark," siger Mark O. Madsen i sin video på det sociale medie.
"Vi har igennem en periode kæmpet en del med Marias sklerose, og selvom familien er ude på lidt af et eventyr, har vi valgt at drage konsekvensen, hvorfor turen nu går til Danmark, når børnene er færdige i deres amerikanske skole."
Han fortæller også, at det har været en stor oplevelse for hele familien Madsen, at de har fået muligheden for at bo i USA, men nu er det slut.
"Det har været en kæmpe oplevelse at bo og leve her i USA. En rejse, som jeg er utrolig stolt over, vi valgte at begive os ud på og ikke mindst en oplevelse, som jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har kunnet dele med mine børn og min hustru," lyder det.