Christian Lundgaard har skrevet dansk historie, efter han søndag vandt et løb i den amerikanske IndyCar-serie. 21-årige Christian Lundgaard har for længst bevist, at han er et stort talent indenfor motorsport. Søndag fik han for alvor skrevet sig ind i dansk motorsportshistorie.
Her vandt den unge racerkører et løb i den amerikanske IndyCar-serie. Det er han den eneste dansker, der nogensinde har gjort.
Lundgaard var første mand over stregen i et løb i Toronto. Derfor fik han den bedst tænkelige afslutning på sin weekend i Canada.
Han lagde et godt fundament for sin succes lørdag. Her kørte den unge midtjyde, der er kører for Rahal Letterman Lanigan Racing, sig til pole-position i kvalifikationen til løbet.
I sit vinderinterview efter løbet gav Lundgaard udtryk for, at han var glad på hele holdets vegne for, at de endelig vandt et løb.
"Jeg sagde før løbet, at vi havde en bil, der var hurtig nok til at vinde, og vi gjorde det," sagde han ifølge Ritzau.
"Det her hold fortjener det, hvor hvis vi ser på, hvor vi stod tidligere i sæsonen og sidste år på det her tidspunkt, så var vi ikke i nærheden af det her. Jeg er bare ekstremt glad på alles vegne lige nu."
Bilerne i IndyCar minder en del om dem, der bliver kørt med i Formel 1. Derfor er der også flere tidligere Formel 1-kørere i feltet. Dette omfatter både Romain Grosjean og Marcus Ericsson.
På trods af erfaring fra Formel 1, kunne de ikke hamle op med Lundgaard, der søndag satte dem til vægs.
Tilbage i maj blev han desuden den første dansker nogensinde til at vinde en pole-position i IndyCar.