gettyimages 2201970911

Dansk Le Mans-kører er en kæmpe stjerne i Italien, men kender du ham?

Motorsportjun. 15 , 11:16
I Italien bliver en dansk racerkører genkendt på gaden, mens han stadig kan gå ubemærket rundt i Danmark.
Ferrari er mere end blot en bilproducent i Maranello.
Det mærker den danske racerkører Nicklas Nielsen tydeligt, efter han sidste år vandt Le Mans-løbet for det ikoniske italienske bilmærke.
Nicklas Nielsen beskriver populariteten omkring langdistanceløb i Ferrari-byen Maranello som markant voksende.
Når han og holdkammeraterne deler små glimt fra simulator-træningen på sociale medier, venter fansene på dem uden for fabrikken.
- Der har aldrig været så meget hype omkring langdistanceløb, men nu hvor vi er i Maranello og slår en story op på Instagram om, at vi er i simulator, står der folk og venter på os, når vi kommer ud inde fra fabrikken. Selvfølgelig ikke i samme mængde som i Formel 1, men der er stadig mennesker, siger Nicklas Nielsen til Ekstra Bladet.
Italiensk berømmelse
Selvom han nyder stjernestatus i Italien, er han stadig relativt anonym hjemme i Danmark.
- Det er lidt sjovt at blive genkendt så meget i Italien, og hvis jeg tager til Danmark, kan jeg hoppe på bordene, og folk vil sige, ham der, hvad fanden laver han?
- De vil ikke vide, hvem jeg er, men jeg synes også, at det er dejligt med de to modsætninger, fortæller han.
Nicklas Nielsen vandt Le Mans i den prestigefyldte hypercar-klasse sidste år sammen med holdkammeraterne Antonio Fuoco og Miguel Molina.
Denne triumf betød langt mere for ham end tidligere klassesejre, da det denne gang var en samlet sejr uden amatører i bilen.
Karriere med Ferrari
Nicklas Nielsen har bygget sin karriere op gennem Ferraris sportsvognsprogram efter tidligt at have måttet opgive drømmen om en Formel-karriere.
Han fortæller, at han efter sejren i Le Mans har fået en øget selvtillid og anerkendelse fra både fans og team.
- Når du vinder et løb som Le Mans, får du automatisk en form for selvtillid. Det er noget, alle kan se. I den situation sidste år var der ret meget pres på, og som racerkører er det altid fedt at vise sit team, at man er hurtig under pres, siger han.
Nielsens nuværende kontrakt med Ferrari løber frem til 2026, og økonomisk er han godt stillet, selvom sportsvogne ikke giver samme løn som Formel 1.
- Jeg har det sådan, at hvis man har nok til at gøre det, man godt kan lide … hvis man har nok til at tage ud og spise, når man gerne vil det, og til at have et normalt liv, er det fint for mig, fortæller han om sin økonomiske situation.
Du kan følge Nicklas Nielsen i Ferraris bil nummer 50 ved Le Mans, der slutter søndag eftermiddag.
Mest læste