Et øjeblik ændrede alt for danskeren, der ellers havde forberedt sig minutiøst på årets udgave af det prestigefyldte løb i Frankrig.
Det er sjældent, at Le Mans starter, før det grønne flag bliver svunget. Men for
Michelle Gatting blev årets udgave af det legendariske 24-timersløb afgjort allerede under søndagens testdag.
Den danske racerkører måtte forlade banen med to brud i højre fod efter et rutinemæssigt pitstop.
31-årige Gatting havde set frem til sin syvende Le Mans-deltagelse med Iron Dames, et team udelukkende bestående af kvindelige kørere.
Hun var fysisk klar og mentalt fokuseret, og på de sociale medier skrev hun, at hun aldrig havde følt sig lettere.
Den pludselige skade betød, at løbet sluttede, før det begyndte.
Hun siger selv, at skaden er den værste, hun nogensinde har oplevet. Hun vidste med det samme, at det var slut for i år.
- Le Mans står mit hjerte meget nært, så nært at jeg har det tatoveret på min arm, skrev hun i sit opslag.
Fortrydelse og fokus på heling
Der var lagt op til noget særligt i 2025.
Ikke alene var Gatting tilbage som del af den erfarne Iron Dames-trio med Rahel Frey og Célia Martin, hun skulle også repræsentere Porsche og køre for Manthey Racing, der er et af de mest anerkendte hold i GT-racing.
Ifølge Berlingske Tidende opstod ulykken ved, at bilen utilsigtet blev sænket ned på hendes fod under et førerskifte.
Det præcise hændelsesforløb er endnu ikke fuldt dokumenteret, men konsekvensen er i hvertfald, at Michelle Gatting ikke kommer til at stille til start i årets udgave af løbet, der køres i denne weekend på Circuit de la Sarthe.
På trods af den dybe skuffelse insisterede hun i sit opslag på, at hun allerede har blikket rettet mod fremtiden:
- Jeg er motiveret og fast besluttet på at komme tilbage endnu stærkere, skrev hun og takkede samtidig for den store opbakning, hun har fået fra fans og teamet.
Erfaring og venskab som afløser
Med Gattings afbud er det belgiske Sarah Bovy, der overtager hendes plads i Porsche 911 GT3 R #85.
Bovy er ikke ukendt med Le Mans, og sammen med Frey og Martin skal hun forsøge at levere en solid indsats for Iron Dames.
Iron Dames har siden debuten været et stærkt symbol på kvinders plads i den mandsdominerede motorsport, og Michelle Gattings rolle i dette projekt har været central.
Selv om Gattings deltagelse i år er sat på pause, vil hun følge teamet fra sidelinjen og har udtrykt fuld tillid til, at hendes afløser vil kunne løfte opgaven.