Frederik Vesti håber at vinde Formel 2-mesterskabet og blive den næste dansker i Formel 1. Til at opnå dette, får han hjælp af en Formel 1-stjerne. I den kommende tid skal Frederik Vesti køre fire vigtige løb. Hen over sommeren skal han køre løbene på Hungaroring, Spa-Francorchamps, Zandvoort og Monza.
Det er meget vigtige løb, der kan vise sig at være afgørende for hans chancer for at vinde Formel 2-mesterskabet. Dermed kan de også øge hans chancer for at blive den næste dansker i Formel 1.
Vesti er skiftet tilbage til Prema Racing. Her arbejder han igen sammen med Pedro Matos, som han beskriver som 'den bedste ingeniør jeg har haft i min karriere'.
Det har vist sig at være et klogt skifte for den 21-årige dansker, der har haft god succes på det seneste. Derudover kan han også glæde sig over at have Mercedes i ryggen, hvilket fører en del fordele med sig.
Blandt andet får han mulighed for at benytte deres simulator, men kan samtidig også få hjælp og rådgivning fra Lewis Hamilton og
George Russell.
Vesti har selv forklaret, at især Russell er en stor støtte for han. Han har selv været på den rejse, som Vesti håber på at kunne tage. I dag er han en del af Mercedes' Formel 1-hold, og er udset til at være holdets næste leder.
"Især George har jeg noget at gøre med. Han er god til at skubbe én på vej. Han ved godt, hvor jeg er lige nu. Han var der for fem år siden, da han var i Formel 2, så han er god til at hjælpe," siger Vesti til Ekstra Bladet.
"Nogle gange, når jeg møder ham i simulatoren hos Mercedes, siger han, at jeg skal lige slippe koblingen på en lidt anderledes måde, fordi han har set løbet. Så det er fedt at vide, at han følger med."