Connor Zilisch

Se videoen: Nascar-talent brækker kraveben under dramatisk sejrsfejring

Motorsportaug. 10 , 18:19
Den 19-årige Nascar-kører Connor Zilisch blev lørdag skadet under fejringen af sin sejr i Xfinity-serien på banen i Watkins Glen i delstaten New York.
Det skete kort efter, at han havde krydset målstregen som vinder af sæsonens 22. afdeling.
Efter triumfen kravlede Zilisch ud af bildøren og op på taget af sin racerbil for at fejre foran tilskuerne.
Under forsøget på at balancere mistede han fodfæstet og faldt ned på asfalten med hovedet først, mens det ene ben fortsat sad fast i bilens vindue.
Han blev liggende på jorden, inden redningspersonale kom ham til undsætning og lagde ham på en båre.
Zilisch blev derefter kørt til banens medicinske center for en første undersøgelse.
Brækket kraveben, men ingen hovedskade
Nascar oplyste hurtigt, at Zilisch var ved bevidsthed, inden han blev transporteret videre til et lokalt hospital for yderligere tjek.
Senere samme dag kunne han selv berolige fansene via det sociale medie X.
– Jeg er udskrevet fra hospitalet og har det allerede bedre. Heldigvis viste CT-scanningen af mit hoved ikke noget. Jeg har bare et brækket kraveben. Tak til lægestaben for at reagere hurtigt, og så er jeg taknemmelig for, at det ikke var værre, skrev han.
Skaden betyder, at Zilisch må holde pause fra løb i de kommende uger, men der er endnu ikke meldt noget officielt ud om, hvor mange afdelinger han vil misse.
Et af Nascars største talenter
Sejren i Watkins Glen var amerikanerens sjette i denne sæson i Xfinity-serien og cementerer hans status som en af de mest lovende unge kørere i sporten.
Ifølge CBS Sports har Zilisch med sin aggressive kørestil og taktiske forståelse hurtigt gjort sig bemærket blandt både fans og eksperter.
Watkins Glen-banen er kendt som en af de mest udfordrende i Nascar-kalenderen med høj fart og teknisk krævende svingkombinationer.
Lørdagens sejr kom efter et løb, hvor Zilisch førte store dele af distancen og modstod pres fra flere erfarne konkurrenter.
Uheldet i sejrsfejringen har dog midlertidigt sat fokus væk fra hans sportslige præstation, og nu handler det først og fremmest om at komme sig over skaden, så han kan vende tilbage til løbene senere på sæsonen.
Mest læste