Red Bull gjorde makabert fund efter sejren i Montreal

Foto: Mert Alper Dervis/Anadolu Agency via Getty Images

Red Bull kunne søndag juble over at have vundet deres løb nummer 100. Efterfølgende gjorde mekanikerne et makabert fund i Max Verstappens bil.

Efter Canadas Grand Prix blev Max Verstappens Red Bull-bil skilt ad. I denne forbindelse blev der gjort et makabert fund, som han faktisk havde gjort dem opmærksom på.

I bremsekanalen fandt man resterne af en fugl, som var blevet ramt med høj fart. På 11. omgang kunne man høre Verstappen meddele sit team om netop dette.

Tilsyneladende var det ikke noget, der gav den hollandske stjerne problemer. Derimod kunne han fint fortsætte løbet, som han også endte med at vinde.

“Det største øjeblik var, da han ramte den fugl, der endte med at tilbringe over halvdelen af løbet i den forreste højre ‘brake duct’,” sagde Red Bull-teamchef Christian Horner efter løbet ifølge mediet Autosport.

Den hollandske racerkører lagde også selv mærke til fuglen, da han hoppede ud af bilen. Og den så tilsyneladende ikke specielt lækker ud.

“Den sad stadig fast i min bil, da jeg kom ind, og det så ikke rart ud. Jeg har også ondt af den mekaniker, som skal fjerne den,” sagde Versappen til Sky.

Fuglen kunne nemt have endt med at give et stort problem for Verstappen. Heldigvis var det ikke tilfældet, hvorfor han ikke fik spoleret sit løb.

Det er tidligere set, at der ikke skal mere end et lille stykke plastik til, før vitale dele af en Formel 1-bil kan overophede. Derfor var det meget heldigt, at fuglen ikke voldte ham flere problemer.

I sidste ende kunne han sikre sig karrierens 41. sejr. Desuden har han nu ført i 224 omgange i træk, hvilket rækker til en femteplads på listen over dette.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024