Sir Bobby Charltons dødsårsag afsløret

Foto: The Sir Bobby Charlton Foundation

Sir Bobby Charlton er en af Englands største fodboldstjerner nogensinde. Han nåede at spille 106 landskampe og score 49 mål. Han døde den 21. oktober.

Det er kommet frem, at Sir Bobby Charlton afgik ved døden efter et fald på et plejehjem. Det skriver Sky Sports.

Manchester United-legenden døde den 21. oktober i en alder af 86 år. Efter hans død er han blevet hyldet af flere store fodboldstjerner. Ligeledes er han også blevet æret forud for Manchester Uniteds kamp mod de lokale rivaler fra Manchester City.

Ifølge Sky Sports rejste Sir Bobby Charlton sig fra en stol, hvorefter han faldt og ramte en vindueskarm på et plejehjem i Mobberley, Cheshire. Det medførte, at han brækkede et ribben. Desuden lyder det, at faldet skete den 16. oktober.

Efter faldet ‘fortsatte han med at mobilisere som sædvanlig’, indtil det blev konstateret, at han havde hævelse i ryggen.

Derefter blev det besluttet, at han skulle indlægges på Macclesfield District General Hospital. Den tidligere fodboldspiller afgik ved døden fem dage senere, efter at have modtaget, hvad de i Storbritannien kalder ‘end-of-life care’.

Dødsårsagerne er blevet angivet som ‘traumatisk hæmopneumothorax, et fald og Alzheimers demens’. Retsmediciner Jacqueline Devonish konkluderede, at hans død var et uheld.

Efter hans død har Manchester United meldt ud, at der vil blive afholdt en mindehøjtidelighed. Her vil det være muligt for fans at fejre og hylde Sir Bobby Charlton. Denne mindehøjtidelighed kommer til at finde sted i Manchester Cathedral den 13. november.

I denne forbindelse vil der også være en procession til gudstjenesten, der på vejen vil passere klubbens stadion Old Trafford. Det er ikke helt uden grund, da han her bliver udødeliggjort sammen med Denis Law og George Best i United Trinity-statuen.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024