Ballettens bad boy vender ryggen til Rusland
Hans støtte til Rusland har skabt debat, men nu forlader han landet i en kryptisk afsked, der efterlader flere spørgsmål end svar.
Sergei Polunin, engang kendt som ballettens vidunderbarn, har igen skabt overskrifter.
Den ukrainsk-russiske danser, der blev den yngste solodanser i London Royal Ballets historie, har gennem sin karriere udfordret både kunstneriske og sociale normer.
Fra at chokere balletverdenen med sin pludselige afgang i 2012 til at blive en uafhængig kunstner har Polunin ofte været omgivet af både beundring og kontroverser.
Hans stærke støtte til Vladimir Putin, symboliseret gennem tre tatoveringer med den russiske præsidents ansigt, har længe vakt opsigt.
Senest var han leder af Operahuset i Sevastopol på den russisk-annekterede Krim-halvø, indtil han blev fjernet fra posten tidligere i år.
Ifølge HotNews.ro annoncerer Polunin nu, at han vil forlade Rusland, hvilket markerer endnu et uventet kapitel i hans liv.
En gådefuld afsked fra Rusland
Polunin delte nyheden via sociale medier med en kryptisk besked: "Tiden min i Rusland er slut. Sjælen finder ikke længere ro her."
Han afslørede dog ikke nogen klar årsag til beslutningen eller sin fremtidige destination.
Den tidligere balletmester havde i sommer udtrykt frygt for sin families sikkerhed, men han støttede fortsat offentligt Ruslands handlinger i Ukraine, hvilket har skabt endnu større splittelse blandt hans publikum.
Polunins afgang kan også hænge sammen med et skiftende politisk og kulturelt klima i Rusland.
Hans støtte til Putin har ikke kun været en personlig overbevisning, men også en kilde til offentligt skænderi, især efter han forsvarede Ruslands invasion af Ukraine med retorik om at bekæmpe "nazister".
En kunstner i konstant bevægelse
På trods af kontroverserne er Polunins kunstneriske arv uomtvistelig.
Hans berømte optræden til Hozier's "Take Me to Church" er blevet set over 30 millioner gange på YouTube, og hans arbejde som danser og skuespiller har ført ham verden rundt.
Han er dog også en påmindelse om, hvordan en kunstners personlige valg kan skygge for deres talent.
Hans afsked med Rusland markerer ikke kun en geografisk flytning, men muligvis også en søgen efter fornyelse i både liv og karriere.
For publikum, der følger hans rejse, er én ting sikker: Polunin er aldrig statisk, hverken som kunstner eller individ.
