heino hansen

Heino Hansen debuterer som sportskommentator på TV2

Sportsnytdec. 22 , 15:03

Komikeren Heino Hansen skifter stand-up ud med kommentatorboksen.

I december debuterer han som sportskommentator på TV 2 under billardturneringen Skomar Champ.

Heino Hansen er mest kendt for sine jokes og sin skarpe humor.

Men når kalenderen viser den 27. og 28. december, er det ikke scenen, der venter, men derimod mikrofonen i kommentatorboksen.

Den 40-årige sjællænder skal sammen med Ulrik Jönsson dække Skomar Champ, en turnering, der samler nogle af de bedste keglebillardspillere.

Eventet bliver sendt på TV 2 Sport og TV 2 Play.

Heino er ikke ny i billardverdenen. Han har spillet billard, siden han var ung, og kender spillet indgående.

“Jeg har nogle diplomer fra billard, der vil påstå, at jeg har et vist niveau,” fortæller han med et grin.

“Men for os, der ved, hvor få vi var i ungdomsrækkerne, er det måske meget godt, at der ikke er en måltavle, der viser præcis, hvornår jeg har ramt overliggeren.”

Selvom det er mange år siden, han selv spillede aktivt, følger han stadig sporten tæt.

“Jeg er en af de få, der ser årets billardklub på YouTube og kan finde på at se et livefeed fra en kamp, hvor to spillere vælter kegler i to timer,” siger han.

Heino lover en energisk dækning

Under Skomar Champ skal Heino bringe sin erfaring og humor ind i kommentatorboksen. Men han understreger, at han ikke har lagt nogen fast plan for, hvordan han vil gribe opgaven an.

“Jeg kommer til at sætte mig ind i kommentatorboksen sammen med Ulrik og lade det hele gå sin gang,” siger han.

“Energien fra bordet og de 800 mennesker i salen skal videre ud til seerne.”

Han opfordrer også alle til at følge med. “Det er en god idé at se Skomar Champ, fordi det både er pisseunderholdende og en fantastisk mulighed for at se 16 spillere, der er så gode, at jeg ikke ville have en kinamands chance mod nogen af dem,” afslutter han.

Skomar Champ begynder fredag den 27. december klokken 18 med kvartfinalerne.

Lørdag den 28. december spilles finalen. Heino Hansen og Ulrik Jönsson er klar til at give seerne en unik og underholdende oplevelse.

Mest læste

Mest læste