Laura Dahlmeier

Skiskytten Laura Dahlmeier er omkommet i en klatreulykke

Sportsnytjul. 30 , 15:21
Tidligere skiskytte Laura Dahlmeier er død efter en tragisk ulykke under en bjergbestigning i Pakistan. Hun blev blot 31 år gammel.
Ifølge det tyske medie Bild og nyhedsbureauet DPA blev Dahlmeier mandag ramt af et stenskred ved Laila Peak i Himalaya.
Redningsarbejdet blev straks iværksat, men vanskelige forhold og risiko for yderligere stenskred forhindrede helikopteradgang til det udsatte område i 5700 meters højde.
Eftersøgningen fortsatte tirsdag til fods, og onsdag eftermiddag blev Dahlmeier erklæret død.
Bjergbestiger med stor erfaring
Efter sin aktive karriere som skiskytte har Laura Dahlmeier brugt meget tid på bjergbestigning.
Ifølge ZDF var hun statsligt certificeret bjerg- og skiinstruktør samt aktivt medlem af bjergredningstjenesten.
Hun blev betragtet som en erfaren og risikobevidst klatrer.
Dahlmeiers management oplyser ifølge ZDF, at redningsarbejdet er indstillet på grund af de farlige forhold.
Hendes testamente indeholder ifølge samme kilde et ønske om, at ingen skal bringe sig selv i fare for at redde hende.
- Hendes ønske var at lade sin krop ligge på bjerget i dette tilfælde. Dette er også i hendes families interesse, som også udtrykkeligt anmoder om, at Lauras sidste ønske respekteres, lyder det.
En af tysk skiskydnings store profiler
Laura Dahlmeier debuterede i World Cuppen i 2012/2013-sæsonen og opnåede hurtigt store resultater.
I løbet af sin karriere vandt hun to olympiske guldmedaljer samt syv verdensmesterskaber.
Højdepunktet kom i 2017 i Hochfilzen, hvor hun tog fem guldmedaljer og en sølvmedalje.
Samme år vandt hun den samlede World Cup. Hun afsluttede sin karriere i 2019.
Det tyske biatlonforbund, DSV Biathlon, udtrykker stor sorg i et opslag på Instagram:
- Laura var ikke kun en af de mest succesfulde kvindelige atleter i tysk skiskydnings historie, men også en ekstraordinær person fuld af glæde, mod og varme.
- Hun rørte og inspirerede os med sin passion for sporten, sin jordnære personlighed og smilende latter.
- Vores tanker og dybeste medfølelse går til hendes familie, venner og alle dem, der stod hende nær. Vi vil altid huske Laura som en stor atlet og et vidunderligt menneske. Hvil i fred, Laura, skriver forbundet.
Mest læste

Mest læste