Tadej Pogacar: Jeg kan køre alle tre, hvis jeg vil

Foto: Tim de Waele/Getty Images

Tadej Pogacar har for nylig overrasket ved at bekræfte, at han ikke kun skal køre Tour de France næste år. Han skal også køre Giro d’Italia.

Den slovenske stjerne Tadej Pogacar får lidt at se til i den kommende sæson. Her skal han ikke blot forsøge at vinde Tour de France. Han stiller også op i Giro d’Italia, hvor han får sin debut.

Selvom flere eksperter har stillet spørgsmålstegn ved, om det kan få konsekvenser for hans Tour de France-resultater, er Pogacar ikke bekymret. Derimod mener han, at han sagtens kan køre alle tre Grand Tours i samme sæson, hvis han vil.

“Jeg tror, jeg kender mig selv ret godt nu. Så hvis intet er galt i mit hoved, kan jeg køre alle tre Grand Tours, hvis jeg vil,” siger han til GCN.

“Men at køre 100 procent mentalt fokuseret er lidt anderledes, og du ved det ikke, før du prøver. Jeg synes, det er et godt år at forsøge at give mig 100 procent i Giroen og 100 procent i Touren.”

Pogacar har ikke kun planer om at køre Giro d’Italia og Tour de France. Derimod er han også tilmeldt en række andre løb, hvilket omfatter nogle af forårets helt store løb. Det er ikke uden grund, da han selv mener, at han er bedst i disse løb.

“Indtil videre har min form altid været bedre om foråret. Jeg præsterer bedre i det koldere vejr,” lyder det fra ham.

Han afslører også, at det var ham selv, der fremsatte forslaget om at køre Giro d’Italia for første gang. Samtidig fortæller han, at han kunne fornemme, at holdet også ville have ham til at gribe sæsonen anderledes an.

“Jeg kunne mærke, at holdet også ville have mig til at prøve noget andet. Ikke bare gentage det samme hvert år… Men prøve nye udfordringer. For hvis du gentager det samme program hvert år, så tror jeg, at det ikke vil være godt for min krop. Jeg tror også, at holdet indså dette. Da jeg foreslog dem det, sagde de straks: ‘Ja, lad os forberede os på det’,” siger han.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024