Tadej Pogacar smiler over bestemt ting ved Tour de France-ruten

Foto: Shutterstock

Det er ikke kun Jonas Vingegaard, der er glad for ruten ved Tour de France. Det er rivalen Tadej Pogacar også.

Tadej Pogacar ser frem til at køre Tour de France næste år. Generelt er han glad for ruten, som blev præsenteret onsdag, men især én ting fremhæver han.

I et interview med den franske avis L’Equipe fortæller den slovenske stjerne, at han ser frem til den hårde afslutning.

“Det er ikke en klassisk afslutning på Touren, hvor vi måske har én svær afslutning på de sidste tre etaper. Her er de sidste tre dage super hårde uden Champs-Elysées, som normalt er reserveret til sprintere,” siger han, og fortsætter:

“Tidskørslen mellem Monaco og Nice (21. etape, red.) er super interessant. Jeg glæder mig helt vildt, men du skal komme til denne sidste fase med gode ben for at vinde.”

Da Pogacar bor i Monaco til dagligt, har han et rigtig godt kendskab til området, hvor de skal køre. Det er naturligvis noget, som han ser som en klar fordel:

“Det vil være specielt at køre Touren på veje, hvor jeg træner det meste af året. Bare når jeg ser profilerne, får denne afslutning af Touren mig til at smile. Den er virkelig fuld af løfter,” siger han.

Han siger også, at han generelt er glad for turen, som han kalder for ‘behagelig’. Dog mener han også, at den første uge bliver en kende sværere, end den har været i år.

Netop derfor understreger han også vigtigheden af at være i god form i starten af Touren. Til slut siger han, at det bliver de sidste tre etaper, der kommer til at afgøre vinderen.

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024