Vere St. Leger Goold

Wimbledons mørke historie: Tidligere finalist fik livstidsdom for mord

Tennisjul. 03 , 14:34
Hvad sker der, når en sportslig karriere forsvinder i stilhed, og et menneske langsomt mister fodfæstet?
Vere St. Leger Goold blev i 1879 den første irske mester i tennis, og samme år nåede han finalen i det prestigefyldte Wimbledon, hvor han dog tabte klart til John Hartley.
Det var kulminationen på en kort, men bemærkelsesværdig karriere.
Goold var født i 1853 som søn af en irsk adelsmand og voksede op med både privilegier og muligheder. Blandt andet havde han også talent for boksning,
Men efter nederlaget i Wimbledon gik det hurtigt ned ad bakke.
I begyndelsen af 1880’erne trak han sig fra tennisens rampelys, og i 1885 havde han helt opgivet livet som sportsmand.
Ifølge The Daily Express skyldtes det hans tiltagende afhængighed af alkohol og stoffer.
I 1891 flygtede han fra sine kreditorer til Canada og giftede sig med den franske Marie Giraudin, en tidligere kjolesyerske med forkærlighed for luksus og et kompliceret forhold til penge.
Skæbnesvangre spil i Monte Carlo
Ægteparret Goold levede et nomadisk liv med skiftende forretningsforetagender og voksende gæld.
I 1907 begav de sig til Monte Carlo, overbevist om at de kunne vinde formuer på kasinoets rouletteborde.
De udgav sig endda for at være "Sir" og "Lady" Goold.
Ifølge The Daily Express mente de at have fundet en metode til at slå kasinoet, men i stedet endte de hurtigt uden penge.
De kom i kontakt med den velhavende svenske enke Emma Levin, som de tilsyneladende lånte penge af.
Da hun krævede dem tilbage, endte det tragisk.
Politiet fandt nemlig hendes parterede lig i en kuffert kort tid efter, der skulle fragtes med tog fra Marseille.
Efterforskningen afslørede blodige gardiner, våben og spor, der entydigt førte til Goolds hotelværelse.
Parret blev arresteret i Marseille, hvor personalet havde bemærket, at der sivede blod ud af kufferten.
Dødsdom, forræderi og forvisning
Ved retssagen påtog Vere Goold sig skylden og hævdede, at det var ham alene, der havde begået mordet.
Alligevel blev Marie Goold idømt dødsstraf, en dom der siden blev omgjort til livsvarigt fængsel.
Hun døde af tyfus i en fransk fængselscelle i Montpellier i 1914.
Vere Goold blev sendt til Djævleøen, en berygtet fransk strafkoloni ud for Fransk Guyanas kyst, hvor han tilbragte sine sidste år i isolation og elendighed.
I 1909 tog han sit eget liv i en alder af 55.
Fra Centre Court til selvmord udformede Vere Goolds liv sig mere tragisk end de fleste andres.
Mest læste