Tennisstjerne stopper karrieren efter lang kamp med helbredsproblemer

Foto: Atsushi Tomura/Getty Images

En amerikansk tidligere Grand Slam-vinder har indstillet sin karriere, da han længe har kæmpet med helbredsproblemer.

Ryan Harrison har været nødt til at se i øjnene, at hans karriere som tennisspiller er slut. Han har kæmpet med diverse skades- og helbredsproblemer, og det har nu fået ham til at trække stikket.

Harrison er bedst kendt for at have vundet herredoubletitlen ved French Open i 2017 sammen med Michael Venus. Samme år nåede han en rangering som nummer 40 i verden. Det er hans bedste placering i karrieren.

Han repræsenterede USA ved OL i London i 2012 og ved Davis Cup i samme år. Hans eneste singletitel kom i Memphis i 2017, men hans karriere er blevet ødelagt af helbredsproblemer. Nu har den 31-årige besluttet at sige stop.

“Sluk lyset, festen er slut,” skriver han ifølge Express på de sociale medier.

“Når det nye år starter, starter et nyt kapitel i mit liv. Efter en lang kamp med helbredsproblemer i løbet af de sidste par år, er tiden kommet til, at jeg skal sætte en stopper for min karriere. Jeg kunne ikke være mere taknemmelig for de øjeblikke, jeg har haft på banen.”

“At repræsentere USA i både Davis Cup og OL i single og double vil altid være nogle af de stolteste øjeblikke i mit liv. Så mange andre gode minder.”

“At vinde French Open sammen med min gode ven Michael Venus, som jeg er vokset op med. Kvalifikation til ATP-finalen i London på o2 Arena. At spille i US Open med min bror, der nåede hele vejen til kvartfinalen, mens vi begge var teenagere.”

“At vinde min første og eneste singletitel i Memphis ved turneringen, hvor jeg for første gang nogensinde så en professionel tenniskamp. Jeg betragter mig selv som en af de heldigste mennesker i verden, der har haft en drøm og haft muligheden for at udleve den drøm.”

“Selvfølgelig kunne alt dette ikke have været gjort uden ofrene og støtten fra så mange mennesker undervejs. Til alle de fans, der støttede mig, tak. Den kærlighed, jeg følte gennem mange hårde kampe, vil blive hos mig for evigt.”

“Til alle trænere, fysioterapeuter, agenter og læger, der hjalp mig på vejen… Tak til jer for jeres hårde arbejde og tro på mig.”

mandag 29. januar 2024

fredag 19. januar 2024

torsdag 18. januar 2024