Vinderen af
Copenhagen Marathon i maj måned er blevet suspenderet efter en positiv dopingprøve - og resultatlisten står nu til at blive ændret.
Der er opstået usikkerhed om det endelige resultat af årets udgave af Copenhagen Marathon, efter at vinderen, eritreanske
Berhane Tesfay, er blevet suspenderet som følge af en positiv dopingtest.
Det oplyser Athletics Integrity Unit, som er Det Internationale Atletikforbunds enhed for bekæmpelse af doping.
Tesfay
løb i maj over målstregen i tiden 2:08:25 og sikrede sig sejren med næsten et minuts forspring til nærmeste konkurrent.
Men nu står det klart, at der blev fundet spor af EPO i hans blod i en prøve, som blev afgivet efter løbet i København.
Den 38-årige løber er dermed midlertidigt udelukket fra atletikkens verden, mens sagen efterforskes nærmere.
Resultatliste kan ændres
Hos arrangørerne af Copenhagen Marathon har man torsdag fået bekræftet, at prøven stammer fra Tesfays deltagelse i det københavnske gadeløb.
Elitemanager Christian Friis udtaler, at man nu afventer en endelig konklusion fra dopingmyndighederne, før man ændrer i resultatlisten.
- Grundlæggende er det jo ærgerligt, især når det er en, man har udråbt som vinder. Vi vil, som alle andre, gerne have et rent løb i København. Det skal være fair for alle, siger han til DR, og tilføjer, at alle deltagere automatisk vil rykke én placering op, hvis Tesfay bliver diskvalificeret.
Der var 19.050 deltagere, som stillede til start i årets udgave af Copenhagen Marathon, og blandt disse vil alle, som gennemførte, blive berørt af ændringen i placeringerne.
Det er endnu uvist, hvornår en endelig afgørelse falder, men organisationen har tilbageholdt udbetalingen af præmiepenge til den nu suspenderede vinder.
- Vi udbetaler ikke præmiepenge, før der foreligger et svar på dopingprøverne. Hvis han meddeler i dag, at han er skyldig, så kan jeg udbetale præmiepengene med det samme, og så sletter vi Berhane Tesfay fra resultatlisten, forklarer Christian Friis.
Der er omkring 60.000 kroner i førstepræmie for mændenes vinder, og indtil videre er det kun de øvrige præmier, der er udbetalt.
En del af et bredere mønster
Det er ikke første gang, at en afrikansk langdistanceløber bliver taget i doping.
Ifølge Christian Friis er otte ud af de seneste otte positive prøver på mellemlange og lange distancer blevet afleveret af atleter med afrikansk baggrund.
- Vi er opmærksomme på det, men det er jo også der, de bedste løbere kommer fra. Det er dem, der slår rekorderne. Vi går ikke ind og siger, at vi ikke vil have løbere fra et specifikt land eller område, og mange af dem bor alle mulige andre steder i verden, siger han.
Tesfay har tidligere repræsenteret Eritrea ved både OL i Tokyo og Paris og har i år også vundet maratonløbet i Mumbai.
Sagen kommer i en uge, hvor også den kenyanske verdensrekordholder Ruth Chepng’etich er blevet testet positiv for doping, hvilket sætter yderligere fokus på problemerne med snyd i langdistanceløb.