Den malaysiske badmintonstjerne Lee Zii Jia har valgt at trykke på pauseknappen i forsøget på at komme sig over en vedvarende ankelskade, der har plaget ham siden sæsonfinalerne i december.
Her beskadigede han ledbåndene i sin højre ankel – en skade, der har vist sig mere sejlivet, end både han selv og hans team havde håbet.
Derfor har den 26-årige spiller nu fået godkendt en såkaldt protected ranking af Badminton World Federation (BWF), hvilket betyder, at han i en periode på op til 12 måneder bevarer sin nuværende verdensrangering, selvom han ikke spiller turneringer.
På det tidspunkt, hvor beslutningen blev truffet, indtog Lee Zii Jia en niendeplads på verdensranglisten, og netop dét er en vigtig detalje.
BWF tillader kun spillere i top-10 at få deres rangering beskyttet på denne måde, hvilket både er en fordel og en livline for spillere, der midlertidigt må ud af sporten, men ønsker at vende tilbage uden at skulle starte forfra.
For Lee betyder det blandt andet, at han ikke længere er forpligtet til at stille op til udvalgte store turneringer eller at deltage i de to dages medieaktiviteter, som topnavne normalt er underlagt.
Lee Zii Jia nåede kun at deltage i to turneringer i 2024 – Orleans Masters og All England – før det stod klart, at kroppen ikke kunne følge med ambitionerne. Han meldte blandt andet afbud til Swiss Open og må nu også se bort fra de kommende asiatiske mesterskaber.
Hvor lang pausen bliver, er stadig uklart, men med BWF’s regler i hånden ved vi, at der går minimum tre måneder, før han igen kan deltage på World Touren. Alt afhænger af hans genoptræning.
Hans fravær rejser samtidig spørgsmålet: Gør Viktor Axelsen det samme?
Efter danskeren overraskende røg ud tidligt ved All England tidligere i marts, har han selv åbnet op for, at en længere pause kan være på vej.
Han sagde direkte, at han har brug for at "trække stikket i en periode", hvilket i lyset af Lee Zii Jias beslutning sætter gang i spekulationerne om, hvorvidt Axelsen også kunne finde på at søge protected ranking.