anders skaarup kim astrup

Danske badmintonspillere bestormet af hadbeskeder

Badmintonokt. 17 , 13:53
Efter et bittert exit i Odense blev de to danske profiler mødt af en strøm af vrede og mistro.
Det skulle have været begyndelsen på endnu en stærk turnering på hjemmebane, men i stedet blev første runde af Denmark Open i Odense en kamp, som Anders Skaarup Rasmussen og Kim Astrup helst bare vil glemme.
Den danske herredouble, der for blot to måneder siden vandt VM-bronze, røg nemlig ud allerede i første runde i et nederlag mod taiwaneserne Chi-Lin Wang og Hsiang Chieh Chiu, der ligger nummer 21 i verden.
Modstanderne sejrede 17-21 i første sæt, mens danskerne vandt 21-13 i andet, men så gled kontrollen helt væk i det afgørende sæt.
Det taiwanske par vandt seks point i træk, og det danske par måtte se sig slået 15-21.
Nederlaget betyder, at der ikke kommer en gentagelse af sidste års finaleplads i turneringen.
En bølge af beskeder
Kort efter nederlaget begyndte beskederne at tikke ind.
Anders Skaarup Rasmussen delte senere én af dem på Instagram, der var alt andet end venlig:
- Du er så frastødende. Hvordan kan I sælge sejren foran jeres egne fans? Hvor mange penge har I fået for at tabe?
Til Ekstra Bladet fortæller han, at mængden af beskeder er taget til i perioder, hvor resultaterne svinger.
Mange af afsenderne lader til at have spillet penge på kampene, og når resultatet ikke går som håbet, bliver vreden sendt direkte videre til spillerne:
- Der er tydeligvis nogle, som har satset på et udfald, der gik imod dem. Selv om det ofte er falske profiler, så sidder der jo stadig et menneske bag. Det er ikke kun os, men atleter generelt, der bliver mødt af det her.
Vrede, træthed og realisme
Anders Skaarup Rasmussen fortæller også, at nogle beskeder går videre til familien, og at tonen kan blive chokerende personlig:
- Du bliver træt af det, når det varer ved. Det hjælper ikke, når du lige har tabt.
Selv om beskederne rammer hårdt, forsøger han og makkeren at lade det prelle af.
De har oplevet lignende før, og selv om de nogle gange anmelder profilerne, ved de godt, at problemet ikke forsvinder:
- Det er aldrig rart, men du lærer at leve med det. Hvis du prøver at frabede dig det, bliver de nok bare endnu mere ved.
Parret har tabt fem af deres seneste otte kampe, og kampen i Odense viste, at de stadig mangler rytme efter en periode med skader og ujævn form.
Mest læste

Loading