Hatton var et kæmpe navn og forbillede i Manchester, og især i Stockport-området, hvor han kom fra. Hatton blev i går hyldet inden Manchester-derbyet mellem Manchester City og Manchester United.
En karriere fuld af triumfer
Hatton, der fik tilnavnet "The Hitman", markerede sig som en af de største britiske boksere i nyere tid.
Han blev verdensmester i både let weltervægt og weltervægt og noterede sig for 45 sejre i 48 professionelle kampe.
Blandt hans største sejre var triumferne over Kostya Tszyu og José Luis Castillo, som cementerede hans position blandt verdenseliten.
Mod slutningen af karrieren tabte han til Floyd Mayweather og Manny Pacquiao, men hans betydning og popularitet forblev intakt.
Hatton var kendt for sin aggressive stil i ringen og sin store tilknytning til fansene, som fulgte ham talstærkt, også til kampe i udlandet.
Hatton havde senest planer om at vende tilbage til ringen i en professionel kamp i Dubai i december.
Det ville have været hans første officielle optræden siden 2012, hvor han blev stoppet af ukrainske Vyacheslav Senchenko.
Han havde dog været tilbage i en opvisningskamp i 2022 mod Marco Antonio Barrera.
Kampen uden for ringen
Ud over sine præstationer i bokseringen blev Hatton også kendt for sin åbenhed om mentale udfordringer.
Han talte åbent om depression, misbrug og selvmordstanker, og hans ærlighed gjorde ham til en vigtig stemme i debatten om mental sundhed i Storbritannien.
Han brugte ofte sin egen historie til at inspirere andre og engagerede sig i velgørende initiativer, hvor fokus var at støtte mennesker i krise.
For mange fans og unge boksere blev han et forbillede. Det gjorde han ikke kun for sine sportslige bedrifter, men også for sit mod til at tale om svære emner.
Nyheden om hans død har udløst stor sorg i bokseverdenen, hvor Hatton vil blive husket for sin kompromisløse stil, sin loyalitet over for fansene og sin betydning for britisk boksning.