mike tyson formue

Mike Tyson afviser rygter om alvorlig sygdom

Boksningfeb. 17 , 14:46

Spekulationerne om Mike Tysons helbred er taget til efter en opsigtsvækkende udtalelse fra Jake Paul. Nu slår den tidligere verdensmester fast, hvad der egentlig er sandt.

Den tidligere verdensmester i sværvægtsboksning Mike Tyson har nu reageret på nogle rygter om sin helbredstilstand.

Det sker efter, at YouTube-stjernen og bokseren Jake Paul for nylig hævdede, at Tyson havde Parkinsons sygdom – og endda var blevet "helbredt" af en kontroversiel behandling.

I en samtale med streamer Adin Ross talte Paul om brugen af psykedeliske stoffer og nævnte specifikt ayahuasca og "toad" – en form for gift fra en padde, der indeholder kraftige hallucinogener.

Under samtalen påstod Paul, at Tyson havde brugt "toad" forud for deres boksekamp i november, og at det havde "kureret" ham for Parkinsons.

Ifølge TMZ har Mike Tysons team dog hurtigt afvist rygterne.

"Mike er glad og fuldstændig sund. Han har ikke Parkinsons eller nogen anden sygdom," lyder det i en officiel udtalelse fra hans hold.

Jake Paul trækker i land

Efter at Tysons team slog fast, at han ikke lider af Parkinsons, forsøgte Jake Paul at nedtone sine udtalelser.

På sin X-profil forklarede han, at hans ord var blevet misforstået og taget ud af kontekst – på trods af at han specifikt havde sagt, at Tyson var blevet "helbredt" for sygdommen.

Paul har længe været kendt for at komme med kontroversielle udtalelser, men denne gang har det skabt mere debat end sædvanligt.

Mange har kritiseret ham for at sprede misinformation om Tysons helbred, især da Parkinsons er en alvorlig sygdom, som flere boksere, herunder Muhammad Ali, har lidt af.

Tysons helbred under luppen

Mike Tyson, der fylder 59 år senere i år, har tidligere oplevet helbredsproblemer, hvilket har sat gang i spekulationer om hans fysiske tilstand.

I maj sidste år fik han et ildebefindende på en flyvetur, hvilket ifølge ham selv skyldtes stort blodtab. Det førte til, at hans kamp mod Jake Paul blev udskudt til november.

Selv om han tabte kampen, understregede Tyson bagefter, at det i sig selv var en bedrift at vende tilbage til ringen i en alder af 58 år.

Han har flere gange fortalt, at han stadig træner hårdt og føler sig i god form.

Tyson har nu sat en tyk streg under, at han ikke har Parkinsons, og at han fortsat har det godt – uanset hvilke påstande Jake Paul måtte komme med.

Mest læste