Den tidligere franske cykelrytter
Cindy Morvan blev fredag dræbt i Calais i en voldsom sag, der har rystet cykelverdenen.
Den tidligere franske mester i banecykling Cindy Morvan blev fredag skudt og dræbt i Calais.
Ifølge avisen L'Équipe var gerningspersonen partner til Morvans tidligere ægtemand.
Vedkommende tog efterfølgende sit eget liv.
Cindy Morvan blev 39 år og havde efter sin aktive karriere engageret sig som træner og frivillig i udviklingen af kvindecykling i Frankrig.
Hendes død har affødt chok og sorg i det franske cykelmiljø.
Reaktion fra cykelforbund og ryttere
Det franske cykelforbund udsendte lørdag en erklæring, hvori de udtrykker sorg og medfølelse med de efterladte.
- Cindy var en dedikeret og passioneret person, skrev forbundet.
- Det franske cykelforbund udtrykker sin dybeste medfølelse til hendes familie og kære og siger nej til alle former for vold. Hendes varme tilstedeværelse og energi vil blive dybt savnet. Cindy, vi vil ikke glemme dig, og vi sender særlige tanker til dine to børn.
Ifølge franske medier efterlod gerningspersonen et brev med en undskyldning for sine handlinger.
Lokale medier har omtalt et anspændt forhold mellem de to kvinder, men yderligere detaljer gengives ikke af hensyn til de efterladte.
Dedikeret hilsen fra aktiv rytter
Søndag blev Morvans minde også markeret i cykelkredse.
Efter sin andenplads i Rapencross valgte rytteren Marion Norbert Riberolle at dedikere sin præstation til Morvan.
- Jeg fik i går at vide om Cindy Morvans død. Hun mistede livet på en forfærdelig måde, sagde Riberolle efter løbet.
Hun fremhævede, at Morvan havde hjulpet hende, da hun ville begynde at cykle i Frankrig.
- Jeg tænker meget på hende lige nu. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige nej til vold. Der er meget vold overalt, og det er uacceptabelt, udtalte hun.
Cindy Morvan efterlader sig to børn.