Efter en dramatisk etape til Mont Ventoux mener
Alberto Contador, at
Jonas Vingegaard har genvundet moralen – og at Tadej Pogacars form viser svaghedstegn.
Tirsdagens etape i
Tour de France 2025 bød på en intens duel mellem Jonas Vingegaard og
Tadej Pogacar på Mont Ventoux.
Den slovenske rytter fra UAE Team Emirates endte med at tage etapen med to sekunders forspring, men ifølge den tidligere Tour-vinder Alberto Contador er det danskeren, der står med det største udbytte.
- Der er flere ting, der vækker tvivl om Pogacars form. Den første er, at UAE ikke endte med at kontrollere løbet, så Tadej kunne vinde etapen. Alle havde taget for givet, at det ville ske – især med tanke på at tage sejren på en mytisk stigning som Mont Ventoux, sagde Contador til Eurosport.
Pogacar angreb kun to gange, og den første offensiv havde ingen effekt.
UAE’s støtte var begrænset, og hverken Marc Soler eller Pavel Sivakov var med fremme i finalen.
Ifølge Contador viste holdet blot en defensiv tilgang, hvor målet var at hænge på i stedet for at dominere.
Vingegaard pressede Pogacar til grænsen
Mont Ventoux blev endnu en bekræftelse på Jonas Vingegaards fysiske fremgang.
Den danske rytter fra Visma - Lease a Bike forsøgte sig gentagne gange med angreb og pressede Pogacar til at reagere.
- Pogacar gav indtryk af, at når Jonas satte tempoet op, så pressede han ham lidt ekstra. Selvom Pogacar næsten altid blev siddende og ikke reagerede med stående acceleration, virkede det, som om han kæmpede, sagde Contador.
Selv da Pogacar mod slutningen forsøgte at trække fra, var Vingegaard i stand til at lukke hullet.
Det efterlod et indtryk af, at den slovenske favorit ikke havde det samme overskud, som tidligere i løbet.
Moralsk sejr til danskeren før Alperne
Selvom Pogacar udbyggede sin samlede føring med to sekunder, følte Vingegaard sig som en moralsk vinder.
Det er en vurdering, som Contador deler.
- Da Pogacar til sidst forsøgte at accelerere, formåede Vingegaard at lukke hullet hurtigt. Det er derfor, jeg 100 procent forstår, hvorfor Vingegaard sagde, at han havde genvundet moralen frem mod Alperne, lød det fra den spanske ekspert.
Alberto Contador mener, at styrkeforholdet mellem de to favoritter er skiftet.
Hvor Pogacar tidligere har fremstået uovervindelig, virker han nu til at være til at ryste og det kan blive afgørende, når rytterne rammer de afgørende bjergetaper i Alperne.