TV 2's cykelekspert
Emil Vinjebo vurderer, at
Mads Pedersen har haft uheldet imod sig i
Vuelta a España, men peger på, at der stadig er gode muligheder for etapesejre.
Efter ni etaper af årets Vuelta a España står Mads Pedersen fortsat uden en etapesejr.
Han var tættest på på tredje etape, hvor han sluttede som nummer to.
Mads P. selv erkender, at han havde håbet på mere, men understreger over for TV 2 Sport, at løbet langt fra er slut.
- Jeg ville selvfølgelig gerne have vundet en etape. Jeg har både været tæt på og langt fra. Der er noget at arbejde med. Men Vueltaen er ikke slut endnu, sagde han på løbets hviledag.
Uheld for hele holdet
Ifølge Emil Vinjebo er det ikke manglende form, men snarere marginalerne, der har kostet resultater.
Han peger på tredje etape, hvor Mads P. kun var et halvt hjul fra at tage sejren, som eksempel på hvor tæt danskeren har været på en etapesejr.
Eksperten vurderer, at det ofte er de små detaljer i afslutningerne, der har gjort forskellen for Mads P. og Lidl-Trek.
Det handler om held og de afgørende reaktioner, som kan være svære at ramme rigtigt, og Vinjebo påpeger, at ansvaret både ligger hos rytteren selv og hos holdet, der ikke altid har givet tilstrækkelig støtte.
Nye muligheder i vente
På trods af den manglende gevinst vurderer Vinjebo, at Mads P. fortsat har gode chancer senere i løbet, særligt på 12. etape, hvor et udbrud kan blive afgørende.
Han fremhæver, at Mads P. tidligere har vist evnen til at overraske i udfordrende finaler.
Mads Pedersen bærer i øjeblikket den grønne pointtrøje, men ifølge Vinjebo er det ikke målet i sig selv.
- Jeg er overbevist om, at han ikke selv ville være tilfreds med kun at ende i grønt. Han vil både vinde en etape og have pointtrøjen, fastslog han.
Inden løbet startede, vurderede Vinjebo, at Mads P. kunne vinde tre etaper under Vueltaen.