17-årig rytter omkommet i spansk juniorløb.
Den spanske juniorrytter Iván Meléndez Luque mistede lørdag livet efter et voldsomt styrt på anden etape af Vuelta Internacional Junior a la Ribera del Duero.
Etapen bød på 117 kuperede kilometer, men halvvejs gennem løbet indtraf et alvorligt styrt i nærheden af byen El Amogable.
Ifølge Marca røg hele 18 ryttere i asfalten, og flere kom så slemt til skade, at alle ambulancer tilknyttet løbet straks blev taget i brug.
Tre ryttere blev kørt til Santa Bárbara Hospital i byen Soria, hvor det senere blev bekræftet, at 17-årige Iván Meléndez Luque fra holdet Tenerife Cabberty havde pådraget sig så alvorlige skader, at hans liv ikke stod til at redde.
Arrangørerne bekræftede dødsfaldet lørdag aften og meddelte samtidig, at løbet blev indstillet.
- Løbet indstiller alle aktiviteter på grund af en rytters
dødsfald. Vi sender al vores kærlighed og støtte til rytterens familie, venner og holdkammerater, lød det i en officiel udtalelse.
Afsluttende etape aflyst
Det resterende felt trillede efterfølgende samlet i mål på en neutraliseret etape.
Den planlagte tredje og afsluttende etape søndag er ligeledes blevet aflyst.
I stedet har arrangørerne arrangeret en mindeceremoni.
Søndag klokken 10.30 samledes feltet, holdene og ledelsen på Plaza de la Hispanidad i Aranda for at ære den afdøde rytter.
Ulykken har kastet en mørk skygge over niende udgave af Vuelta Internacional Junior a la Ribera del Duero, et løb som tidligere er blevet vundet af blandt andre den nuværende UAE-rytter António Morgado.
Løbet er kendt som et vigtigt udviklingsløb for unge talenter, men årets udgave vil i stedet blive husket for tragedien.
Sommer præget af tragiske ulykker
Cykelsporten har denne sommer været ramt af flere alvorlige ulykker blandt unge ryttere.
For lidt over en måned siden omkom den italienske U23-rytter Samuele Privitera efter et styrt i Giro Ciclistico della Valle d'Aosta.