israel premier tech vuelta

Cykelsponsor truer med at trække sig: Israel-hold skal skifte navn

Cyklingsep. 23 , 14:08
Cykelholdet Israel-Premier Tech står over for et muligt navne- og nationalitetsskifte efter pres fra en af sine vigtigste sponsorer.
En af hovedsponsorerne bag WorldTour-holdet Israel-Premier Tech, cykelproducenten Factor, har stillet klare krav til holdets fremtidige identitet.
Ifølge virksomhedens stifter, Rob Gitelis, vil Factor trække sig som sponsor, medmindre holdet ændrer både navn og flag, så forbindelsen til staten Israel ophører.
- Uden et navneskift og uden et flagsskift fortsætter vi ikke, siger Gitelis i et interview med Cyclingnews.
Han understreger, at beslutningen ikke handler om politisk stillingtagen, men om at undgå den type kontroverser, som han mener skader virksomhedens brand.
Sponsoropgør efter protestbølge
Udtalelserne kommer i kølvandet på en række propalæstinensiske protester under Vuelta a España, hvor netop Israel-Premier Tech blev mål for aktivisme.
Rob Gitelis forklarer, at hans ansvar som virksomhedsejer er at beskytte Factor mod den form for negativ opmærksomhed.
- Det handler ikke længere om rigtigt eller forkert. Det er blevet for kontroversielt omkring vores brand, siger han og tilføjer, at kravene om navne- og flagændring er "det absolutte minimum".
Holdets ejer, Sylvan Adams, skal ifølge Cyclingnews være åben for et navneskifte, men havde først antaget, at flaget, og dermed den israelske nationalitet, ville forblive uændret.
Det står dog nu klart, at begge dele forventes ændret, dog uden at en ny betegnelse eller national tilknytning er blevet offentliggjort.
Usikker fremtid trods tidligere løfter
Under Tour de France tidligere på året udsendte holdet en pressemeddelelse, hvor man proklamerede et ubegrænset partnerskab mellem parterne.
Ifølge Rob Gitelis var der dog kun tale om en verbal aftale, og han gør det klart, at de seneste begivenheder har ændret situationen.
- Vi har ikke en underskrevet kontrakt for 2026 og frem, siger han og understreger, at den tidligere mundtlige forpligtelse ikke længere kan opretholdes.
UCI har sat en frist til den 15. oktober for, at hold registrerer deres officielle nationalitet baseret på sponsorforhold eller ejerskab.
Dermed nærmer en beslutning sig, hvis Israel-Premier Tech skal videreføre sit WorldTour-hold i ny form.
Der spekuleres i, at holdet fremover kunne komme til at hedde Factor-Premier Tech eller Premier Tech-Factor, men intet er endnu bekræftet fra officielt hold.
Mest læste

Loading