Kun 30 ryttere gennemførte VM i landevejscykling 2025, og det har vakt kritik blandt dem, der blev trukket ud af løbet på trods af godkendte tider.
Kun 30 ryttere fik lov til at gennemføre landevejsløbet ved
VM i cykling 2025.
Med Tadej Pogacar som verdensmester og Amanuel Ghebreigzabhier som nummer 30 blev det et mærkbart tyndt felt, der krydsede målstregen i Kigali.
Flere ryttere udtrykker nu åbenlys frustration over, at de blev trukket ud af løbet trods acceptable tidsforskelle.
Det var på forhånd ventet, at VM i det kuperede Rwanda ville blive et udskilningsløb.
Med over 5500 højdemeter og ekstreme forhold som varme, intens sol, høj luftfugtighed og smog, blev udfordringen dog større end ventet.
Mange ryttere meldte desuden om maveproblemer undervejs.
Med to omgange tilbage valgte arrangørerne at trække en gruppe ryttere ud, der lå 9 minutter og 53 sekunder efter fronten.
Det var under den officielle tidsgrænse på 10 minutter, men alligevel blev rytterne fjernet fra løbet.
Blandt dem var Louis Vervaeke,
Xandro Meurisse, Jordan Jegat og den danske rytter Anthon Charmig.
Kritik fra rytterne: "Vi fik ikke chancen"
- Det er ærgerligt, for vi kørte bare for at gennemføre, sagde Xandro Meurisse efter løbet.
Han undrede sig over rutevalget og mente, at distancen burde være kortere:
- Der er en tendens til at gøre alt sværere, som her med en ekstra omgang og flere stigninger.
Meurisse pegede på, at tendensen med færre ryttere i mål bør give anledning til refleksion:
- Hvis kun 25 ryttere kommer i resultatlisten, så burde man spørge sig selv, om det er den rigtige vej at gå. Der er jo klart flere end 25 gode ryttere til start.
Heller ikke
Thymen Arensman nåede målet.
Han måtte udgå med kramper og mente også, at en lidt kortere distance kunne være hensigtsmæssig.
- Det kunne måske være en ide med to omgange mindre. Særligt under de her forhold og i højde, var det lige i overkanten, sagde hollænderen.
Blandede reaktioner forud for næste års VM
Næste år afvikles VM i Montreal, hvor distancen reduceres fra 270 til 210 kilometer.
Dog bliver omgangene på kun 12 kilometer, mod 15 kilometer i Rwanda.
I sammenligning var ruten i Zürich året før 23 kilometer lang.
Hollands landstræner Koos Moerenhout, som kun så Bauke Mollema gennemføre, påpegede også en ændret dynamik i måden, VM bliver kørt på:
- Der er en tendens til, at de bedste ryttere kører til fra start. Tidligere kunne man gøre noget andet i de første 150 kilometer, men det er sværere nu.