jonas vingegaard

Jonas Vingegaard beklager uskønt VM-forløb

Cyklingfeb. 12 , 12:06

Den danske stjernerytter Jonas Vingegaard endte i en uheldig episode, da han sidste år meldte afbud til VM.

Jonas Vingegaard beklager nu det uskønne forløb, der opstod sidste år. Det skete da han meldte afbud til VM uden at informere Danmarks Cykle Union direkte.

I stedet måtte landstræner og union læse nyheden i pressen, hvilket skabte forvirring og en unødvendigt klodset håndtering af situationen. Det skriver B.T.

Mørkøv vil sikre bedre kommunikation

Den nye danske landstræner Michael Mørkøv vil gøre sit for at undgå en gentagelse af sidste års situation.

"Det var uheldigt sidste år. Sådan er det, når man som landstræner eller union kommer til at snakke med en rytter gennem pressen og mere må forholde sig til, hvad man kan læse end at have en direkte kommunikation," siger han til B.T.

Mørkøv overtog posten som landstræner ved årsskiftet og har allerede været i kontakt med Vingegaard i forhold til VM i Rwanda til september.

Han er dog realistisk omkring, at kommunikationen med stjernerne ikke altid er ligetil.

"Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan have den direkte kommunikation med mine ryttere. Men jeg er klar over, at det ikke altid er virkeligheden og kan lade sig gøre," siger han og tilføjer, at det i sidste ende også er rytternes ansvar at holde ham opdateret om deres planer.

Vingegaard omgivet af Mørkøv-brødrene

Jonas Vingegaard har denne sæson fået en tættere relation til Mørkøv-familien. På sit hold Visma-Lease a Bike har han fået Michael Mørkøvs lillebror Jesper som sportsdirektør.

"Han får svært ved at slippe ud af den. Han støder jo på os, uanset hvor han kigger hen," siger Michael Mørkøv med et grin.

Foreløbigt er det planen, at Vingegaard stiller op til VM i Rwanda den 28. september, men han har endnu ikke givet en garanti.

Hans tætpakkede løbsprogram tæller blandt andet Paris-Nice, Tour de France og Vuelta a España, hvilket kan påvirke hans endelige beslutning om at deltage.

Mest læste