jonas vingegaard

Jonas Vingegaard er fuldstændig ligeglad med skuffede fans

Cyklingaug. 25 , 18:57
Skuffelsen var ventet, men svaret var måske ikke helt, som mange havde forestillet sig.
Jonas Vingegaard satte en tyk streg under sine prioriteter, da han i dagene op til Vuelta a España meldte afbud til VM i Rwanda.
For mange kom beslutningen som en skuffelse, da han tidligere havde åbnet for muligheden for at stille til start.
Men for Vingegaard var der ikke nogen tvivl, og han pegede på både den krævende rejse og højderne i Rwanda som årsager til, at han ikke ville kunne forberede sig ordentligt.
Derfor giver det mere mening for ham at fokusere på Europamesterskabet i Frankrig, så han har tid til at restituere efter Vueltaen.
Landstræner Michael Mørkøv ser beslutningen som et plus, fordi ruten til EM bedre matcher Vingegaards styrker.
Kritikken fra fansene
Beslutningen blev dog ikke taget imod med åbne arme af alle.
Mange danske cykelfans havde set frem til at følge Vingegaard på VM-ruten, og skuffelsen har lydt massivt på de sociale medier.
Netop den reaktion blev Vingegaard konfronteret med under Vueltaen, og ifølge Feltet.dk gjorde han det klart, at han ikke lader sig påvirke.
- Folk må mene, hvad de vil. Og så har jeg jo også lov til at være helt ligeglad med det. Det er mit eget valg.
Han indrømmede dog, at han godt kan forstå, at nogle er skuffede, men det ændrer ikke på hans beslutning.
Det betyder samtidig, at Vingegaard endnu engang må vente med at køre sit første elite-VM i landsholdstrøjen, da den seneste gang ligger helt tilbage i U23-tiden.
Fokus på Vuelta og EM
Trods kritikken har Vingegaard vist, at han er i form.
Allerede på Vueltaens 2. etape kørte han først over stregen i en afslutning, hvor han demonstrerede nye styrker i spurten.
Inden løbet har han gentagne gange givet ud tryk for, at han ikke blot er i Spanien for at køre sig i form, men også for at jagte den samlede sejr.
Efter Vueltaen retter han som sagt blikket mod EM i Frankrig, hvor både Tadej Pogačar og Remco Evenepoel forventes at stille til start.
Den danske stjerne går dermed ind i et efterår, hvor han stadig vil få chancen for at måle sig mod de allerbedste.
Mest læste

Loading