Når Jonas Vingegaard søndag stiller op i Paris-Nice, er det med en klar ambition om at tage sin første sejr i det prestigefyldte etapeløb. Men han er ikke den eneste på Visma-Lease a Bike-holdet, der drømmer om at stå øverst på podiet.
Hans egen holdkammerat Matteo Jorgenson kommer til løbet som forsvarende vinder og har ikke tænkt sig at give op uden kamp.
"Jeg håber på at vinde! Jeg vil vinde Paris-Nice. Det er mit mål," siger Jorgenson til løbets hjemmeside og tilføjer, at løbet har en særlig plads i hans hjerte.
"Jeg har kun super gode minder fra Paris-Nice. Jeg elsker det, det er mit yndlingsløb i kalenderen. Det er et af de største, hvis ikke det største en-uges etapeløb. Det er i hvert fald sådan, jeg ser det."
At have to klassementsryttere med ambitioner på samme hold kan skabe spændinger, men Jorgenson ser ikke Vingegaard som en direkte rival.
Tværtimod mener han, at de to kan samarbejde godt og finde den bedste løsning for holdet.
"Vi kommer godt ud af det med hinanden, Jonas og jeg. Jeg synes bare, at vi har et meget ens mindset, og vi er virkelig gode venner. Så jeg tror, at vi kommer til at køre godt sammen."
Det betyder dog ikke, at Vingegaard vil lade amerikaneren tage sejren uden kamp.
Danskeren har aldrig vundet Paris-Nice før, og med sin imponerende form er han en af de store favoritter.
Visma-Lease a Bike har tidligere vist, at de er fleksible, når det kommer til at udnytte deres stærke rytteropstilling.
I Vuelta a España 2023 var det eksempelvis Sepp Kuss, der endte som vinder efter, at både Vingegaard og Primoz Roglic valgte at støtte ham i løbets afgørende fase.
Noget lignende kunne ske i Paris-Nice, hvis det viser sig, at Jorgenson har de bedste kort på hånden.
Men hvis Vingegaard er den stærkeste i feltet, er der ingen tvivl om, at han vil gå efter sejren.