Jonas Vingegaard overtog den røde førertrøje i
Vuelta a España og delte samtidig podiet med femdobbelt Tour-vinder
Miguel Indurain.
Det blev en dag at huske for Jonas Vingegaard, da han tirsdag både sikrede sig førertrøjen i Vuelta a España og fik æren af at stå side om side med cykelsportens legende Miguel Indurain på podiet.
Indurain vandt Tour de France fem år i træk fra 1991 til 1995, og regnes for en af de største etapeløbsryttere i historien.
For Vingegaard, der selv har to Tour-sejre på cv’et, var mødet med spanieren et særligt øjeblik.
- Selvfølgelig er jeg superglad for at være tilbage i den røde trøje. Det er utroligt. Miguel Indurain, han er en stor mester, kun gode ord om ham. Han er en legende i sporten.
- At være på podiet med ham er en stor oplevelse for mig, sagde Vingegaard til løbsarrangørerne.
Vil fastholde trøjen til Madrid
Den danske Visma-kaptajn fører nu løbet med 26 sekunder ned til norske Torstein Træen, der måtte slippe kontakten på den sidste stigning.
Vingegaard understreger, at han vil gøre alt for at holde fast i positionen hele vejen til Madrid.
- Jeg er altid glad for at være i førertrøjen. Jeg klager ikke. Det er en af de smukkeste trøjer i cykelsporten. Forhåbentlig kan jeg beholde den nu til Madrid, sagde han.
På etapen blev Vingegaard udfordret af UAE-kaptajnen João Almeida, som forsøgte flere angreb mod målstregen.
- Joao var rigtig stærk i dag. Heldigvis kunne jeg følge ham. Forhåbentlig kan jeg beholde den røde trøje, lød det fra danskeren.
Syv stigninger venter
Onsdagens etape tegner til at blive endnu en hård prøvelse for klassementsrytterne.
På de 157 kilometer skal feltet forcere hele syv kategoriserede stigninger, hvilket kan give nye angreb på den danske førertrøje.
Vingegaard har tidligere vist sig stærk på de lange bjergetaper, men presset fra rivalerne ventes at blive intensiveret i takt med, at løbet nærmer sig sin afgørelse.
For publikum kan det blive endnu en dag med højdramatisk cykelløb, hvor førertrøjen kan komme under pres.