gettyimages 2204110863

Jonas Vingegaard med klar udmelding: "Vil vise at jeg er den bedste"

Cyklingaug. 23 , 11:06
Jonas Vingegaard går ind til Vuelta a España med favoritværdigheden på skuldrene.
Når rytterne triller ud på årets Vuelta a España, er der mange pegende fingre mod Jonas Vingegaard som manden, der skal vinde løbet.
Den dobbelte Tour de France-vinder er ikke afvisende over for den rolle og ser det snarere som en mulighed for at vise sin styrke.
- Hvis man er topfavorit, betyder det, at man er en god cykelrytter. Så forhåbentlig kan jeg vise det her og drage fordel af, at alle peger på mig som favorit, så jeg kan vise, at jeg også er den bedste, siger han ifølge Ritzau.
Selv om det er under en måned siden, at Vingegaard fuldførte Tour de France, understreger han, at det ikke gør ham nervøs at skulle finde formen frem igen.
- Det kan være svært at ramme det i topform, men det kan være, at man skal bygge formen op i Vueltaen, siger han til TV 2 Sport.
På spørgsmålet om han frygter at være rusten, svarer han:
- Nej, det er jeg egentlig ikke. Jeg regner med, at jeg kommer til at være godt kørende fra start. Men på den anden side håber jeg også, at jeg kan blive bedre i løbet.
Rivaler fra UAE venter
I år bliver det ikke Tadej Pogacar, der står over for Vingegaard i Spanien, men i stedet stiller UAE-holdet med João Almeida og Juan Ayuso som kaptajner.
Dem har danskeren stor respekt for.
- Jeg tror, at det kommer til at blive en rigtig hård kamp. De har begge været stærke i år indtil videre. Så har de noget ekstra, når de har to kort at spille ud.
- Så det bliver spændende at se, hvad deres ben siger, og hvad mine ben siger, siger Vingegaard på et pressemøde.
Hos UAE ser man også Vingegaard som den største konkurrent.
João Almeida er ikke i tvivl om, at danskeren er løbets mand at slå.
- Han (Jonas Vingegaard) er selvfølgelig klar favorit. Han har vundet Touren to gange og er en af denne generations stærkeste ryttere. Men vi er også stærke og kan også være fortrøstningsfulde, siger Almeida på et pressemøde og tilføjer, at UAE står godt rustet med to kaptajner.
Stjerner peger på dansk favorit
Også fra andre ryttere lyder der en klar melding om, hvem der går ind til løbet som favorit. Den spanske klatrer Mikel Landa peger på Vingegaard som manden at slå.
- Han var på sit bedste i Touren, men Pogacar var bare bedre. Han vil være den klare favorit her, siger Landa til den spanske avis Marca.
Med Vuelta-starten nærmer sig, er der dermed lagt op til et opgør, hvor Vingegaard står som den største kandidat til sejr, men samtidig vil blive udfordret af stærke rivaler.
Mest læste

Loading