Jonas Vingegaards forældre giver ikke meget for den kritik, som deres søn har været udsat for i begyndelse af Tour de France.
Jonas Vingegaard er en af de absolutte hovedpersoner under dette års Tour de France. Derfor er der naturligvis også et stort fokus på alle hans beslutninger og handlinger.
Det fik han at mærke allerede tidligt under årets franske løb, hvor en beslutning udviklede sig til en mindre mediestorm.
Konkret er der tale om afslutningen på 2. etape, hvor han valgte ikke at hjælpe Wout van Aert med at lukke et hul op til Victor Lafay (Cofidis). Det medførte, at Van Aert ikke fik en sejr med fra etapen.
Dette resulterede i, at medier fra hele verden begyndte at spekulere i, om der var interne stridigheder hos Jumbo-Visma. Nu har den danske cykelstjernes forældre understreget, at de ikke giver meget for disse historier.
"Jeg tænker, at der er en belgisk journalist, som har prøvet på at lave et eller andet stunt af en eller anden art. Jeg tror ikke på, at der er noget som helst i det," sagde far Claus Rasmussen til Ekstra Bladet.
"Jeg tror det samme som Claus. Jeg ved ikke, om man kan kalde det bluff, for hvem bluffer hvem? Jeg tror bare ikke, at der foregået noget som helst på holdet. Jeg tror, at de er de bedste venner, som de har været hele tiden," lød det fra mor Karina.
Det blev også slået fast af forældrene, at de ikke er nervøse for, at den store opmærksom kan ende med at påvirke deres søn i negativ retning.
De er begge overbeviste om, at han ikke lader sig ryste eller påvirke af udefrakommende forstyrrelser. Derfor har de en klar forventning om, at han kommer til at holde sig i balance.