En central figur i Mercedes’ fremtidsplaner er pludselig omgivet af nye muligheder. Det er ikke givet, at loyalitet bliver vigtigere end strategi.
George Russell går på sommerpause uden en kontrakt for 2026, og at Mercedes endnu ikke har forlænget med ham kan vise sig at være et risikabelt træk.
Toto Wolff havde i længere tid holdt mulighederne åbne i håb om at kunne lokke Max Verstappen væk fra Red Bull.
Men efter at den tredobbelte verdensmester for nylig bekræftede, at han bliver hos Red Bull i 2026, er den plan blevet lagt i graven.
Nu er det i stedet blevet tydeligt, at andre hold har fået øjnene op for Russell, som med en Grand Prix-sejr i Canada i år og yderligere 5 podieplaceringer har haft en stærk sæson hidtil, der placerer ham på en øjeblikkelig fjerdeplads.
Aston Martin og Cadillac melder sig på banen
Ifølge Sky Sports er både
Aston Martin og
Cadillac interesseret i den 27-årige brites tjenester.
Det er en interesse, som også The Daily Express bemærker og kalder for en potentiel hovedpine for Mercedes-ledelsen.
Aston Martin har i øjeblikket både Lance Stroll og Fernando Alonso under kontrakt, men den dynamik kan ændre sig, særligt hvis resultaterne udebliver.
Cadillac træder ind i Formel 1 fra 2026 med støtte fra General Motors, og de menes at være tæt på at sikre sig Valtteri Bottas.
Men holdet har endnu en ledig plads i garagen, og her figurerer Russell som en attraktiv mulighed.
Hans erfaring, fart og tekniske forståelse gør ham til et oplagt bud for et hold, der skal etablere sig i sporten.
Samtidig kæmper Russell i toppen af årets VM-stilling og ligger blot 15 point bag Verstappen.
Med nye tekniske reglementer på vej i 2026 vil et skifte væk fra Mercedes indebære en vis risiko.
Netop derfor er det tankevækkende, at forhandlingerne med Mercedes trækker ud.
Rolig udadtil, men der er pres på Mercedes
Russell selv virker tilsyneladende afslappet omkring situationen.
- Jeg har ikke noget at bekymre mig om, sagde han til Sky Sports F1 under løbsweekenden i Ungarn.
- Der sker ikke noget hen over sommeren. For lige nu vil jeg bare have en pause og lade op.
Han understregede dog, at en forlængelse kræver, at alle forhold er på plads.
- Jeg er 27 nu og har været med holdet i fire år. Næste år ville være mit femte. Vi vil bygge noget sammen, men det skal føles rigtigt. Jeg har ventet i 12 måneder – jeg har ikke travlt, forklarede han.
Mercedes står dermed i en situation, hvor de kan miste en nøgleskikkelse, hvis de ikke handler i tide.
For mens Russell giver udtryk for loyalitet, kan et mere målrettet tilbud fra et rivaliserende hold hurtigt ændre billedet.
I mellemtiden kæmper Antonelli med formen og har kun to top-10 placeringer i de seneste otte løbsweekender. Dermed hviler endnu mere af presset på Russell – og på Toto Wolffs beslutninger.