Jonas Vingegaard

Journalist revser Jonas Vingegaard: "Mest ubrugelige 2. plads"

Cyklingjul. 26 , 10:32
Vingegaard erkender nu nederlaget i Tour de France.
Jonas Vingegaard måtte nøjes med en andenplads på 19. etape, og erkendte efterfølgende, at kampen om den gule trøje er forbi.
Under silende regn på skisportsstedet La Plagne forsøgte Jonas Vingegaard at spille sine kort rigtigt på Tour de France's 19. etape.
For første gang i årets løb lykkedes det ham at overhale Tadej Pogacar i en direkte spurt, men det rakte ikke til etapesejren.
Den gik i stedet til hollandske Thymen Arensman, der passerede målstregen to sekunder før den danske rytter.
Vingegaard forklarede efterfølgende, at han havde prioriteret etapesejren frem for tidsgevinster i klassementet.
- Jeg prøvede at spille spillet på den sidste stigning og gik mere efter etapesejren frem for at tage tid, sagde han ved holdbussen og tilføjede, at Arensman havde kørt stærkt og fortjente sejren.
Fire minutter efter Pogacar
Med kun to etaper tilbage af årets Tour ser det nu ud til at være slut i kampen om den samlede sejr.
Jonas Vingegaard ligger aktuelt 4 minutter og 24 sekunder efter Tadej Pogacar og har samtidig et komfortabelt forspring på over 6 minutter ned til tredjepladsen.
Vingegaard sagde åbent, at håbet om at vinde Touren er slukket:
- Jeg tror, kampen er ved at være slut nu. Det er svært at gøre noget i morgen og i Paris.
Han nævnte også, at han måske vil tage den med ro på sidste etape, hvor klassementet traditionelt ikke ændrer sig.
Visma-kaptajnen anerkendte Pogacars styrke og forklarede, at han har gjort alt, hvad han kunne.
- Han har været ekstremt stærk - den stærkeste rytter. Så han fortjener at vinde.
Britisk avis: Rivaliseringen har manglet balance
Efter at Tourens sidste bjerg var blevet besteget fredag, benyttede den britiske avis The Times lejligheden til at gøre status over forholdet mellem Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar.
Ifølge avisens erfarne Tour-skribent David Walsh står danskeren foran en skuffende afslutning på årets løb.
Walsh vurderer, at den forventede andenplads til Vingegaard er langt fra tilfredsstillende.
- Det er den værste og mest ubrugelige andenplads i danskerens karriere, når Tadej Pogacars Tour de France-sejr bliver bekræftet søndag aften i Paris, skriver han i sin analyse.
Han beskriver også årets udgave af rivaliseringen som mindre intens end tidligere.
- I år har rivaliseringen ikke virket ægte. I hvert fald ikke så vidunderligt afbalanceret som tidligere. Ikke for os i vejkanten, ikke for Vingegaard og ikke for Pogacar selv, lyder det fra Walsh.
Gensyn med familien
Et lyspunkt for Vingegaard på en ellers grå dag var gensynet med familien.
Hans hustru Trine og datter Frida var mødt op i målområdet, men oplevede problemer med adgangen, da Trine ikke havde det nødvendige akkrediteringsskilt.
Med hjælp fra Jonas' agent lykkedes det dog at komme ind, efter en kortvarig diskussion med sikkerhedspersonalet.
Trine ønskede ikke at udtale sig til pressen, hvilket har været hendes linje siden et tidligere interview med Politiken i begyndelsen af løbet.
Mest læste