standard billede til web 2025 04 08t193253100

Mads Pedersen er nu bedre end Jonas Vingegaard

Cyklingapr. 08 , 21:17

Det er ikke første gang, rollerne byttes, men spørgsmålet er, hvor længe stillingen holder denne gang.

Der er sket et bemærkelsesværdigt skifte i toppen af dansk cykelsport. For første gang i over et halvt år er det ikke Jonas Vingegaard, der topper UCI’s verdensrangliste som Danmarks bedst placerede herre.

Den position har nu skiftet ejer – og det er Mads Pedersen, der indtager førersædet efter en stærk præstation i forårsklassikerne.

Pedersen, der netop er blevet nummer to i Flandern Rundt, har dermed overhalet sin landsmand og avanceret til ottendepladsen på verdensranglisten.

Det er fire placeringer højere end sidst, og fremgangen sender ham forbi flere prominente navne – og Vingegaard er nu nede som nummer ti.

Det er kun anden gang siden august 2021, at Vingegaard ikke har været Danmarks bedst rangerede rytter.

Første gang det skete, var i september 2023, hvor Mads Pedersen i en kort periode også lå øverst blandt danskerne.

Tæt kamp – tydelige forskelle

Set over flere sæsoner har Jonas Vingegaard og Mads Pedersen fulgtes ad på ranglisterne – men med forskellige styrker og løb i fokus.

Hvor Vingegaard brillerer i bjergene og de store etapeløb, har Pedersen fundet sin plads som en af verdens bedste i klassikerne og på de mere eksplosive ruter.

Ifølge Feltet.dk er det netop denne alsidighed, samt hans stærke forår - og Vingegaards skade - der er i skyld i, at Trek-rytteren nu igen har overhalet Visma-kaptajnen i pointregnskabet.

Danmark har i øjeblikket tre herreryttere i top 30 – Mattias Skjelmose ligger nummer 27, lige foran Magnus Cort, der er nummer 33.

Herefter er der et spring ned til Tobias Lund på plads 163 og Anders Foldager på 184.

Samtidig har Danmarks position på nationsranglisten også fået et løft.

Mads Pedersens resultater har bidraget til, at Danmark har overhalet Holland og ligger i top fem. Det er især vigtigt i forhold til antallet af pladser ved verdensmesterskaberne senere på året.

Kvindesiden kæmper 

Mens herrerne har fremgang, er situationen en helt anden for de danske kvinder. Den tidligere stabile position på verdensscenen er nu under alvorligt pres.

Emma Norsgaard er nede som nummer 97 – og det er altså tæt på, at ingen danskere er at finde blandt verdens 100 bedste.

På nationsranglisten har Danmark mistet yderligere terræn og ligger nu på en 19. plads, hvilket er det dårligste siden oktober 2016.

Det kan få direkte konsekvenser, da nationsplaceringen er afgørende for, hvor mange ryttere et land kan stille med til VM.

Hvis Danmark falder yderligere, risikerer kvinderne at få blot fem pladser i stedet for de seks eller syv, der ellers gives til højere placerede nationer.

Mens Mads Pedersen sikrer fremgang og vigtige point i toppen, kæmper kvindesiden med at holde trit – og de står nu over for en hård kamp, hvis de vil sikre sig en plads ved sportens største begivenheder.

Mest læste

Mest læste