Mattias Skjelmose

Mattias Skjelmose tæt på afbud: Nu har han planer for den første bjergetape

Cyklingjul. 14 , 12:13
En samtale på hotelværelset og en helt særlig dato kan få betydning, når Tourens rute for alvor begynder at stige
'Optakten til årets Tour de France var alt andet end ideel for Mattias Skjelmose.
Den 24-årige dansker kæmpede med en maveinfektion, som stjal både energi og gejst.
Det var så grelt, at deltagelsen i verdens største cykelløb længe så usikker ud.
I en samtale med Politiken fortæller han, at det i høj grad var hans forlovede, Victoria Marie, som trak ham gennem mørket:
– Hun har tørret tårer af min kind og sagt, at det nok skulle gå. Jeg synes jo, det lyder dumt, når hun siger, at jeg er den sejeste i verden, men det betyder meget.
Infektionen betød, at han meldte afbud til flere løb op til Touren, og ifølge ham selv var det på et hængende hår, at han nåede at blive klar.
Uden sin forlovede var det næppe sket.
Nu er han i gang med sit andet Tour de France, og efter en rolig første uge begynder hans løb for alvor.
“Jeg har kigget på den i lang tid”
Mandag skal rytterne ud på Tourens første bjergetape, og det er ikke en tilfældig én af slagsen.
Rytterne skal over otte kategoriserede stigninger i det bakkede Massif Central, og da det samtidig er den franske nationaldag, kan man forvente aggression fra de lokale ryttere.
Skjelmose har imidlertid haft etapen i kikkerten længe.
– Jeg synes, at den er god, og jeg har kigget på den i lang tid. Quinn (Simmons, red.) og jeg har talt meget om den og synes, det kunne være en sjov mulighed, siger han til TV 2 Sport.
Etapen har potentiale til at blive en udbrudsetape, men ifølge Skjelmose kan klassementsrytterne også blande sig, afhængigt af hvordan hold som UAE og Visma vælger at gribe det an:
- Hvis de bare fyrer den af bagfra, kan det godt være, at der ikke bliver udbrud.
Han mener dog, at det er sandsynligt, at holdene vil forsøge at lade en fransk rytter tage sejren som en gestus på Bastilledagen.
“Hans løb begynder nu”
Hos Lidl-Trek er der fuld opbakning til den danske rytter.
Sportsdirektør Kim Andersen ser mandagens etape som en nøglemulighed for Skjelmose, for det er nu, det gælder:
– Hans løb begynder nu. Jeg forventer mig en total vild dag.
Han fremhæver traditionen for franske angreb 14. juli og forudser en uforudsigelig og voldsom etape.
Skjelmose kan forvente fuld støtte fra holdet, hvis han vælger at gå i udbrud.
Mest læste