Med 112 udgaver bag sig er
Tour de France en uundgåelig del af sportens historie.
Løbet har udviklet sig dramatisk siden det første i 1903, men visse rekorder og øjeblikke skiller sig fortsat ud.
Fra marginale afgørelser til episke soloridt og historiske præstationer.
Her er nogle af de mest bemærkelsesværdige Tour de France-rekorder gennem tiderne.
Mindste og største sejrsmargin
I 1989 blev Touren afgjort med den mindste margin nogensinde. Greg LeMond vendte et 50 sekunders underskud til sejr over Laurent Fignon på løbets sidste dag.
Afstanden mellem de to efter 3.285 kilometers løb var blot otte sekunder.
Udgave | Vinder | Andenplads | Tidsforskel |
1989 | Greg LeMond | Laurent Fignon | 8 sekunder |
2007 | Alberto Contador | Cadel Evans | 23 sekunder |
2006 | Oscar Pereiro | Andreas Klöden | 32 sekunder |
1968 | Jan Janssen | Herman Van Springel | 38 sekunder |
1987 | Stephan Roche | Pedro Delgado | 40 sekunder |
I den modsatte ende af skalaen står Maurice Garins sejr i 1903 som den største.
Han vandt med to timer, 59 minutter og 31 sekunder ned til nummer to, Lucien Pothier.
Flest etapesejre – og én ny konge
Mark Cavendish blev i 2024 den mest vindende etapevinder i Tourens historie.
Med sin sejr på femte etape i Saint-Vulbas nåede han 35 etapesejre og overgik dermed Eddy Merckx.
Rytter | Nationalitet | Etapesejre |
Mark Cavendish | Engelsk | 35 |
Eddy Merckx | Belgisk | 34 |
Bernard Hinault | Fransk | 28 |
André Leducq | Fransk | 25 |
André Darrigade | Fransk | 22 |
Cavendish er også den næstældste etapevinder nogensinde – kun overgået af belgiske Pino Cerami, der i 1963 vandt som 41-årig.
Hurtigste Tour nogensinde
2022-udgaven, vundet af Jonas Vingegaard, er den hurtigste samlede Tour i historien.
Med en gennemsnitsfart på 42,031 km/t over 3.350 km overgik den tidligere rekorder.
Udgave | Gennemsnitsfart (km(/t) |
2022 | 42,031 |
2024 | 41,818 |
2005 | 41,654 |
2023 | 41,431 |
2021 | 41,165 |
Den hurtigste etape nogensinde blev dog kørt i 1999, hvor Mario Cipollini vandt fjerde etape med en gennemsnitsfart på 50,36 km/t fra Laval til Blois.
Unikke præstationer og alsidighed
Kun tre ryttere har formået at vinde en sprint, en bjerg- og en enkeltstartsetape i samme Tour.
Ikoniske Eddy Merckx (1974) og Bernard Hinault (1979) gjorde det i 70'erne, inden Wout van Aert (2021) gjorde dem kunsten efter i 2021.
Sidstnævnte viste med sejre på Mont Ventoux, Champs-Élysées og i enkeltstart, at han mestrer alle discipliner.
Yngst og ældst på podiet
Fabio Battesini er fortsat den yngste etapevinder nogensinde.
Han sejrede i 1931 som blot 19-årig.
Rytter | Nationalitet | Alder | Udgave |
Fabio Battesini | Italiensk | 19 år, 133 dage | 1931 |
Henri Cornet | Fransk | 19 år, 344 dage | 1904 |
Jean-Baptiste Dortignacq | Fransk | 20 år, 86 dage | 1904 |
Constant Ménager | Fransk | 20 år, 97 dage | 1909 |
René Vietto | Fransk | 20 år, 143 dage | 1934 |
I den anden ende af skalaen står Pino Ceramis sejr som den ældste etape-vinder (41 år, 64 dage), da han vandt 9. etape i 1963.
Rekordlang karriere og udholdenhed
Joop Zoetemelk er den rytter, der har tilbagelagt flest kilometer i Tourens historie.
62.885 kilometer kørte han fordelt på 16 gennemførte udgaver.
Kun Sylvain Chavanel kan prale af at have deltaget i flere udgaver end Zoetemelk med 18 deltagelser.
Haimar Zubeldia holder til gengæld en mere bittersød rekord.
Han har nemlig rekorden for flest Tour-deltagelser (16) uden at vinde en eneste etape.
Største tidsgap på én etape
Spanieren José Luis Viejo satte i 1976 den største sejrsmargin på én etape med en solosejr 22 minutter og 50 sekunder foran nærmeste forfølger.
Det er en rekord der stadig står.
I samme boldgade findes Albert Bourlons eventyr fra 1947, hvor han kørte alene i udbrud 253 kilometer.
Han vandt dog "kun" med 16 minuter og 30 sekunder ned til nummer to på etapen.
Flest frafald
1986-udgaven af touren havde 210 ryttere til start, men kun 132 af disse kom helt til Paris og kunne se Greg LeMond vinde sin første af tre Tour-titler.
Det færreste antal ryttere til at gennemføre en Tour var i 1919, hvor 10 ryttere (af 67 startere) kom helt til mål.
Det løb der har været hårdest ramt af mandefald var 1998-udgaven. Her måtte 93 ryttere udgå af løbet. Det pågældende løb vil dog nok mest blive husket for Festina-skandalen.
Paris og Pau – hjørnesten i ruten
Paris er løbets mest besøgte by med 148 besøg, mens Pau og Bordeaux følger tæt efter som faste punkter i ruten.
I 2024 blev afslutningen dog for første gang flyttet til Nice grundet OL i den franske hovedstad.