Palæstina protest cykling

Spanske politikere puster til ilden: Vil sabotere Tour de France

Cyklingsep. 19 , 8:19
Barcelona ønsker ikke at afholde Tour de France-start, hvis Israel – Premier Tech deltager.
Hvis cykelholdet Israel – Premier Tech deltager, bliver der ingen Tour de France-start i Barcelona i 2026.
Det oplyser byens sportskommissær David Escudé i radioprogrammet Bon dia, Barcelona ifølge flere internationale medier.
Udtalelsen kommer i kølvandet på den politiske debat om israelske holds deltagelse i internationale sportsbegivenheder.
Escudés melding er klar i forhold til, hvordan Barcelona ser på sagen.
Politisk modstand mod israelsk deltagelse
Ifølge David Escudé ønsker man fra Barcelonas side, at hold under israelsk flag udelukkes fra internationale konkurrencer på linje med, hvad der tidligere er sket i forhold til Rusland.
- Vi ønsker, at hold, der konkurrerer under israelsk flag, på samme måde, som det skete med Rusland, skal stoppe med at konkurrere under det flag, sagde han i programmet.
Han understregede, at det ikke kun handler om cykling, men om alle internationale begivenheder, og at sport ikke bør bruges som en platform uden politisk ansvar.
Ifølge den spanske avis AS er det ikke Barcelonas plan at aflyse Grand Départ i 2026, men i stedet at afvikle begivenheden uden deltagelse af Israel – Premier Tech.
Det er endnu uvist, hvordan Det Internationale Cykelforbund (UCI) vil forholde sig til udmeldingen.
Lignende udmeldinger fra Gran Canaria
Barcelona er ikke den eneste spanske aktør, der har udtrykt modstand mod Israels deltagelse i internationale cykelløb.
Antonio Morales, der leder ø-rådet på Gran Canaria, har meldt klart ud i forhold til Vuelta a España, som næste år ventes at slutte på De Kanariske Øer.
- Jeg må sige med absolut overbevisning, at hvis Israel deltager, så nej. Gran Canaria er ikke villig til at hvidvaske folkedrab og Israels handlinger gennem sport eller andre midler, sagde Morales til AS.
UCI har endnu ikke kommenteret på de politiske udmeldinger, og det står derfor uklart, hvordan cykelsportens øverste organ vil håndtere de fremtidige værtskabsplaner i Spanien.
Mest læste

Loading