En teknisk fejl og en særlig regel om bjergtrøjen blev torsdag årsag til stor forvirring og frustration hos
Jonas Vingegaard og hans Visma-hold.
Før starten på Tour de Frances 6. etape stod det uklart, hvem der skulle bære den prikkede bjergtrøje, og i sidste øjeblik måtte arrangørerne finde en nødløsning.
Vingegaard lå kun nummer tre i bjergkonkurrencen, men grundet UCI-regler skulle han alligevel bære trøjen, da rytterne foran ham enten bar gult eller var national mester.
Det var dog ikke hele problemet.
En reklame for et bettingfirma på bjergtrøjen fik alarmklokkerne til at ringe, da det fra 1. juli ikke længere er tilladt for hollandske hold at køre med bettingreklamer.
"Der var rimelig meget stress på"
Jonas Vingegaard selv fortæller til TV 2 Sport, hvordan han blev fanget midt i forvirringen.
- Jeg fik trøjen, og så sagde Edoardo (Affini, red.), at der var en forkert sponsor på. Og det var nok den værste, man kunne vælge, udtalte han og henviste til bettingfirmaets logo.
Han fortsatte:
- Der er jo blevet lovgivet omkring, at det må man ikke reklamere for længere, så der var rimelig meget stress på inden etapen. Men de fik det fikset.
Tour-arrangøren ASO bekræfter over for TV 2 Sport, at problemet skyldtes bettingsponsoren.
Printeren, som normalt anvendes til at lave nye trøjer, var desuden ude af drift, hvilket gjorde det vanskeligt at udskifte trykket.
I stedet blev det løst ved at dække logoet med tape, oplyser Visma-sportsdirektør Grischa Niermann.
Wellens blev også forvirret
Ikke kun Vingegaard var i tvivl om bjergtrøjen.
Tim Wellens fra UAE Team Emirates troede torsdag morgen, at han skulle bære trøjen, da han lå foran danskeren i bjergpoint.
- Jeg var faktisk meget overrasket, for jeg troede, at jeg skulle køre i bjergtrøjen i dag, sagde Wellens til TV 2 Sport.
Han forklarede, at han ikke var bekendt med den regel, der betyder, at nationale mestre ikke længere kan vælge, om de vil køre i deres lands trøje eller i en pointtrøje.
Reglen medførte, at det automatisk blev Vingegaard, der skulle bære prikkerne.
For Wellens sluttede dagen dog positivt.
Han samlede flest point og overtog føringen i bjergkonkurrencen, hvilket betyder, at han skal i bjergtrøjen på fredagens 7. etape.