arnaud de lie

Stjerne blev præsenteret til Danmark Rundt: Men han kommer ikke

Cyklingaug. 07 , 12:56
Danmarks Cykle Union meldte Arnaud De Lie klar til PostNord Danmark Rundt, men belgieren vælger i stedet et andet løbsprogram.
Onsdag kunne Danmarks Cykle Union (DCU) i en pressemeddelelse fortælle, at belgiske Arnaud De Lie ville vende tilbage til PostNord Danmark Rundt for at forsvare sin sejr fra sidste år.
Men kort efter kom der meldinger om, at den belgiske stjernerytter alligevel ikke stiller til start i det danske etapeløb.
Det bekræfter hans hold Lotto Dstny over for mediet Feltet, hvor holdets presseansvarlige Bieke Cornillie oplyser, at beslutningen er truffet i samarbejde med De Lies træner.
I stedet deltager han i det belgiske endagsløb Circuit Franco-Belge, som køres den 15. august, som er midt under Danmark Rundt, der afvikles fra 12. til 16. august.
DCU kendte risikoen
Hos DCU er man ikke overrasket over ændringen, og sportslig ansvarlig Jens Kasler fortæller til Feltet, at man godt kendte til usikkerheden.
Lotto havde nemlig sat De Lie på startlisterne til både Danmark Rundt og Circuit Franco-Belge.
- Vi får en liste fra belgierne. Det er den, vi går ud fra. Det er ikke første gang, at en rytter står to steder. Vi håber og tror på, at han kommer, udtalte Kasler, inden Feltet kontaktede Lotto.
Han understreger, at DCU blot kommunikerer de navne, som fremgår af de foreløbige startlister fra holdene.
- Vi præsenterer dem, vi får fra holdene, og så ser vi 72 timer før, hvor mange der er tilbage. Sådan er det hvert år. Der er ikke noget drama i det fra min side, andet end det er irriterende. Vi kan ikke gøre noget ved det.
Træthed efter Touren blev afgørende
Lotto Dstny oplyser, at beslutningen skyldes De Lies fysiske belastning efter sommerens Tour de France.
Løbet ligger for tæt på de kommende opgaver i løbskalenderen, herunder Bemer Classic og etapeløbet Renewi Tour.
Arnaud De Lie, der ellers var præsenteret som en af hovednavnene, vil dermed ikke være blandt favoritterne, når feltet ruller ud på de danske landeveje i næste uge.
Det efterlader blandt andre Jonas Gregaard og Alec Segaert som profilerne på Lotto-holdet til årets udgave.
Mest læste